Gå videre til hovedindholdet

En lille gruppe af de Ældste

I VmL s. 19-20 står: "Men da en Tidsevighed var svunden fra den Stund, da nogle af de Ældste angrende svarede Guds kaldende Stemme, lod Gud paa ny sin Stemme lyde for at kalde paa dem, der endnu vare i det ødelagte Rige. Kun faa svarede Ham; thi kun faa angrede, hvad de havde syndet. Men Gud tilgav de angrende; thi Han elskede dem alle. Og Lysets strømmende Bølger droge dem bort fra det ødelagte Rige..."

Denne gruppe af de Ældste, der her vendte tilbage til lyset og Gud, vendte ifølge det givne tidsbillede, tidslinjen, tilbage for ca 1 million år siden.

Samtidig fremgår det af VmL+, at de først hjemvendte Ældste gennemlutredes af lyset i løbet af en periode på ca 2 millioner år.

Derfor må vi antage, at de Ældste, som er nævnt i ovenstående citat, stadig er igang med udrensningen af det mørke, der gennemstrømmede dem ved faldet - stadig er igang med deres lutring i lyset. Disse Ældste har ikke deltaget i de ulovlige selvinkarnationer.

Jeg tænker mig, at vi mennesker kunne yde disse Ældste en virkningsfuld hjælp ved først og fremmest at tilgive dem deres andel i menneskets skabelse - samt måske at bede for deres fred og frelse. Derved kunne vi hjælpe dem i deres måske tunge selvgranskningstid og gennemlutringsproces.

Generelt kan mennesker yde de Ældste en virkningsfuld hjælp ved at søge at rumme dem alle i tanken - og da tilgive dem og måske bede for dem.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...