Gå videre til hovedindholdet

Det guddommelige fællesskab

Jo dybere og mere omfattende fjendskabet har været mellem Guds børn, jo mere inderlig, dyb og omfattende bliver vores fælles kærlighed engang i tidens fylde. Når vi alle engang samles hos Gud i Paradis, vil vi således alle være knyttet sammen i et ubrydeligt fællesskab og en evig kærlighed.

At det bliver sådan, skyldes den åndelige ligevægtslov, der generelt betyder, at jo dybere man er faldet, jo højere skal man engang stige. Dette gælder både for den enkelte og for forholdet mellem os.

Baggrunden for den åndelige ligevægtslov er, at præcis dér hvor mørket engang har fundet indpas i vort sind, vor ånd, præcis dér vil lyset engang sejre. Og det vil sejre med en tilsvarende dybde og styrke, som mørket engang havde.

I endnu videre detalje kan denne ligevægtslov forklares ved, at den åndelige hjerne ifølge VmL består af en række afgrænsede felter. I disse felter kan mørket vinde indpas ved syndige tanker eller handlinger. Når lyset senere sejrer i disse felter, kræver det et tilsvarende intensivt og stærkt lys, som mørkets intensitet og styrke. Da der her er tale om det åndelige mørke, kræver det (se VmL, s. 158-159 om afpolarisering af det åndelige mørke) en tilsvarende intensiv sorg og anger for at modsvare og eliminere mørket.

Det vil sige; jo flere smerter man har haft, fysiske eller åndelige, jo dybere man har hadet, jo flere lidelser man har gennemgået på sin vej mod Gud, jo større bliver freden, glæden og lykken. Og dette gælder altså både for den enkelte og for forholdet mellem os børn.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...