Gå videre til hovedindholdet

Kristendommen kontra Vandrer mod Lyset!

1) Der var engang en rig gårdejer, der havde et hønsehus. Her levede høns og haner endrægtigt sammen. Men i hønsehuset var der et hul i hegnet. Her listede ræven ofte ind igennem og snuppede en høne eller to; ja nogle gange holdt den veritable orgier med de lækre, saftige høner. Og hønsene var bange for ræven, meget bange, men værge sig mod den kunne de ikke. De var jo nu engang kun høns.

En dag sagde gårdejeren til sin søn: Det er en uorden med den ræv. Gå ud og fang den og dræb den og smid den og de dræbte høns på møddingen.

Og det gjorde sønnen. Ræven blev fanget og dræbt, og resterne af de dræbte høns røg med den på møddingen. Da holdt gårdejeren en kæmpe fest for sønnen og de overlevende høns.

2) Der var engang en konge, der havde to sønner og to døtre. Børnene levede et liv i skønhed og glæde i mange år hos deres far.

En dag sagde faren: Længe har i levet her hos mig, og det er mig en glæde at se jer vokse op og nå til skelsår og alder. Men I skal vide, at der findes en anden verden end denne. Længe truede denne anden verden vor verden, og jeg vil at I skal kende den verden; for at sætte pris på det, I har her, og ikke blive forkælede, uduelige børn som voksne.

Og faren viste børnene den anden verden. To af dem, en søn og en datter, fandt stort behag i denne verden, og de ville hellere bo dér. De glemte snart deres far og deres søskende. De formede et levende væsen i deres lignelse, og kaldte sig konger over den anden verden, og herskere over deres barn.

Hos kongen var der idel sorg over det, der var sket. Og han bad de tilbageværende to om at drage ud for at kalde de borteblevne tilbage til hjemmet.

Efter mange tiders sorger og lidelser lykkedes det til sidst sønnen og datteren at finde de borteblevne og deres barn i den anden verden. Og de rejste dem op, og drog dem med tilbage til den skønne verden, de alle kom fra.

Og de levede lykkeligt - og deres dage var uden tal.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...