Vi mennesker er som menneskehed betragtet stadig stærkt præget af de lavere drifter, som de Ældste nedlagde i os ved menneskenes skabelse.
Man ser disse drifter, fx selvopholdelsesdriften, egennytten og selvhævdelsen på den svageres bekostning overalt - hos individer og også meget stærkt i nationernes samkvem, i den nationale og den internationale politik, hvor retorikken ofte er meget misvisende i forhold til de reelle handlinger og motiver. Ofte dækker den fine politiske retorik blot over et urdyb af disse lavere drifter.
Men i VmL lærer vi også, at det faktisk er muligt at forædle disse drifter. Den menneskelige natur er således ikke noget konstant, men derimod dynamisk. Den kan forandres.
Skal vi for alvor forædle den menneskelige natur og de lavere drifter, der idag er så fremherskende, så må vores pejlemærke være i retning af kærligheden. Det vil sige, at enhver bør søge at forædle sit åndelige, sit astrale og sit fysiske jeg i overensstemmelse med det bedste og det ædleste, som også findes i ethvert menneske.
Denne personlige forædling af jeget, herunder de lavere drifter, i retning mod kærligheden bør søges gennemført således, at man langsomt, gradvist lærer - ikke så meget at blive elsket - men derimod selv at elske. Det vil sige, at man langsomt, gradvist overvinder det selviske i jeget, trangen til det egennyttige, trangen til selvhævdelse på de svageres bekostning, og i stedet giver kærlighed og kærlighedens frugter til sine medmennesker.
Dette ville i høj grad smitte af på hele Jordens åndelige klima i positiv retning. Nøglen er altså den enkeltes selvopgør.
I VmL lærer vi derudover, at vi nu alle har mulighed for at afkorte den tid, et sådant alvorligt selvopgør og selvudrensning tager - ved tilgivelse; ved at tilgive ham, vi skylder vor tilværelse i denne mørkets og dødens verden, nemlig Ardor. Tilgiver vi, og lærer vi den sande kærlighedens og mildhedens Gud at kende og giver os ind under Hans/Hendes ledelse i fuld tillid og kærlighed, vil Jorden blive et bedre, et mindre lidelsesfuldt sted at være.
Man ser disse drifter, fx selvopholdelsesdriften, egennytten og selvhævdelsen på den svageres bekostning overalt - hos individer og også meget stærkt i nationernes samkvem, i den nationale og den internationale politik, hvor retorikken ofte er meget misvisende i forhold til de reelle handlinger og motiver. Ofte dækker den fine politiske retorik blot over et urdyb af disse lavere drifter.
Men i VmL lærer vi også, at det faktisk er muligt at forædle disse drifter. Den menneskelige natur er således ikke noget konstant, men derimod dynamisk. Den kan forandres.
Skal vi for alvor forædle den menneskelige natur og de lavere drifter, der idag er så fremherskende, så må vores pejlemærke være i retning af kærligheden. Det vil sige, at enhver bør søge at forædle sit åndelige, sit astrale og sit fysiske jeg i overensstemmelse med det bedste og det ædleste, som også findes i ethvert menneske.
Denne personlige forædling af jeget, herunder de lavere drifter, i retning mod kærligheden bør søges gennemført således, at man langsomt, gradvist lærer - ikke så meget at blive elsket - men derimod selv at elske. Det vil sige, at man langsomt, gradvist overvinder det selviske i jeget, trangen til det egennyttige, trangen til selvhævdelse på de svageres bekostning, og i stedet giver kærlighed og kærlighedens frugter til sine medmennesker.
Dette ville i høj grad smitte af på hele Jordens åndelige klima i positiv retning. Nøglen er altså den enkeltes selvopgør.
I VmL lærer vi derudover, at vi nu alle har mulighed for at afkorte den tid, et sådant alvorligt selvopgør og selvudrensning tager - ved tilgivelse; ved at tilgive ham, vi skylder vor tilværelse i denne mørkets og dødens verden, nemlig Ardor. Tilgiver vi, og lærer vi den sande kærlighedens og mildhedens Gud at kende og giver os ind under Hans/Hendes ledelse i fuld tillid og kærlighed, vil Jorden blive et bedre, et mindre lidelsesfuldt sted at være.
Kommentarer
Send en kommentar