Carsten Ploug Olsen

1) Der var engang en rig gårdejer, der havde et hønsehus. Her levede høns og haner endrægtigt sammen. Men i hønsehuset var der et hul i hegnet. Her listede ræven ofte ind igennem og snuppede en høne eller to; ja nogle gange holdt den veritable orgier med de lækre, saftige høner. Og hønsene var bange for ræven, meget bange, men værge sig mod den kunne de ikke. De var jo nu engang kun høns. En dag sagde gårdejeren til sin søn: Det er en uorden med den ræv. Gå ud og fang den og dræb den og smid den og de dræbte høns på møddingen. Og det gjorde sønnen. Ræven blev fanget og dræbt, og resterne af de dræbte høns røg med den på møddingen. Da holdt gårdejeren en kæmpe fest for sønnen og de overlevende høns. 2) Der var engang en konge, der havde to sønner og to døtre. Børnene levede et liv i skønhed og glæde i mange år hos deres far. En dag sagde faren: Længe har i levet her hos mig, og det er mig en glæde at se jer vokse op og nå til skelsår og alder. Men I skal vide, at der findes en a...

Det ligger efter min vurdering dybt i kristendommen, at vi mennesker er umyndige væsner overfor Gud. Således berettes det i den bibelske syndefaldsmyte, at menneskets oprindelige synd var at spise af kundskabens træ - dvs at få øjnene op for godt og ondt. I VmL lærer vi derimod, at mennesket netop skal kende mørket - for at lære at overvinde det, hvorved vi bliver myndige, selvstændige væsner. Som på så mange andre punkter står kristendommen og VmL altså skarpt overfor hinanden i myndighedsspørgsmålet. Dermed er der også klare forskelle i Gudsbilledet. Det kristne billede af Gud kan synes lidt naivt og egentlig forældet. Mennesket burde nu have forstået, at Gud opdrager enhver af os til at blive myndige væsner - åndeligt set - men selvfølgelig stadig Guds børn. Sandheden er, at enhver skal lære at overvinde mørket. Vi kender det også fra fx gyserfilm. Set på den rigtige måde bliver mødet med mørket, det uhyggelige, det onde karakterdannende. Det bliver det, når vi lærer at ...

Hvis man hader et andet menneske, og udfører en eller anden mørkets gerning mod vedkommende, fx forbander ham eller hende eller øver vold, så vil det altid afsætte mørkekomplekser både i den åndelige og i den astrale hjerne. Den måde man overvinder og udrenser disse mørkekomplekser på, varierer lidt afhængig af hvilken slags mørke, der er tale om. Det åndelige mørke overvindes ved individets sorg og anger (og eventuelt modpartens tilgivelse). Det astrale mørke er dog lidt anderledes på dette område. Astralt mørke kan skjule sig i den astrale hjerne eller det astrale legeme i årevis - og skabe megen uro i tanken. Eventuelt kan dette føre til mentale lidelser. Men på et tidspunkt - før eller siden - vil det astrale mørke, der altså stammer fra i dette tilfælde had og en hadets gerning (eventuelt mod én selv - selvhad og selvforbandelser) begynde - under individets lidelser - at arbejde sig op fra dybet fra det underbevidste. Holder man ud og lader det astrale mørke stige op til...

I "Spørgsmål og Svar II" no 64 står omtalt et åndeligt kulminationspunkt, hvor den individet tilhørende tanke og vilje smelter sammen til en enhed - når alt mørke er udrenset af tanke og vilje - hvorefter man er upåvirkelig af mørkets kræfter og udstrålinger i al evighed. Disse tanke-vilje-sammensmeltninger fortsætter imidlertid - en gang påbegyndt - med mellemrum - i al evighed, og det er det, der udgør den personlige evighedsudvikling for enhver. Gud har således skabt enhver af os med åbne muligheder til en i al evighed fortsat udvikling og tiltagende skønhed og styrke.

Vi mennesker er som menneskehed betragtet stadig stærkt præget af de lavere drifter, som de Ældste nedlagde i os ved menneskenes skabelse. Man ser disse drifter, fx selvopholdelsesdriften, egennytten og selvhævdelsen på den svageres bekostning overalt - hos individer og også meget stærkt i nationernes samkvem, i den nationale og den internationale politik, hvor retorikken ofte er meget misvisende i forhold til de reelle handlinger og motiver. Ofte dækker den fine politiske retorik blot over et urdyb af disse lavere drifter. Men i VmL lærer vi også, at det faktisk er muligt at forædle disse drifter. Den menneskelige natur er således ikke noget konstant, men derimod dynamisk. Den kan forandres. Skal vi for alvor forædle den menneskelige natur og de lavere drifter, der idag er så fremherskende, så må vores pejlemærke være i retning af kærligheden. Det vil sige, at enhver bør søge at forædle sit åndelige, sit astrale og sit fysiske jeg i overensstemmelse med det bedste og det ædleste...

Angst er et af de midler, mørket bruger for at få magt over os. Det ligger i dets natur. Det vil helst have, at vi bliver så bange for det, at vi flygter i tanken eller konkret - og så har det vundet en foreløbig sejr. Ingen behøver at frygte mørket. Man skal have respekt for det - det er overalt og i os allesammen - men ikke frygte det. Den mest konstruktive måde at takle mørket på er at se det i øjnene. Derved kan man overvinde det. Drømme er en af de indikationer vi har for at se, hvordan vi takler mørket. Drømmer man tit, at man bliver forfulgt af onde væsner eller andet uhyggeligt, mens man knap kan røre sig af stedet, og er meget bange, og bare ønsker at komme væk - så takler man ikke mørket hensigtsmæssigt. Omvendt kan man træne sig selv op til også i drømme altid at se det uhyggelige i øjnene. Som i livet så i drømmene. Derfor: Se angsten og mørket i øjnene. Så mister det sin magt over dig.

Da Ardor endnu var mørkets øverste repræsentant, skabte han en række såkaldte æteroptegnelser i mørkeæteren om Jorden, for at nedkalde sorg og elendighed over menneskene og dermed forlænge sin magt over os. Af og til har clairvoyante mennesker set eller aflæst disse fremtidsbilleder i æteren - og talt med andre om det eller ligefrem offentliggjort deres syner. Ikke alle har her været i god tro. Det er min vurdering, at fx den såkaldte johannæiske åbenbaring fra Bibelen er skabt for at fremkalde - og ikke for at afværge - de truende katastrofer og ulykker fra Ardors æteroptegnelser. En nyere profet som Nostradamus må henregnes til samme kategori. Med sine centurier har han skabt et katalog over æteroptegnelser - og gjort dem så tilpas dunkle og svært tilgængelige, at modtagelige mennesker lige siden de blev offentliggjort, har spekuleret over deres mulige tydning. Netop dette forhold at mange menneskers tanker kredser om spådommene fx i Bibelen og hos Nostradamus lærer vi i VmL øger ...

Dualparrene tilhører hinanden for tid og evighed. I de snart 25 år jeg har kendt VmL og dermed dualtanken, har jeg længtes dybt og inderligt efter min dual. Det har ført til dyb smerte og sorg, når kvinder jeg har mødt, og som jeg har troet var min dual, ikke opførte sig "rigtigt". Jeg har haft et decideret dualkompleks. Men som det fremgår af VmL og specielt "Spørgsmål og Svar II" no 64, så har Gud selv knyttet alle dualpar sammen med et ubrydeligt lysbånd. Og engang i tidens fylde vil alle dualpar være et nøjagtigt spejlbillede af hinanden. Det der har smertet mig så meget er at føle mig forladt af min dual. Men dette er dybt irrationelt. Som sagt så hører dualerne sammen for tid og evighed. Og dét kan intet lave om på. Det der kan gøre ondt, er hvis man tager fejl af sin duals identitet. Hvis man går ind i et forhold med den tanke, at her står jeg overfor min dual, så er det de færreste mænd og kvinder, der kan leve op til dette - ja, det kan ingen; hvi...

Jo dybere og mere omfattende fjendskabet har været mellem Guds børn, jo mere inderlig, dyb og omfattende bliver vores fælles kærlighed engang i tidens fylde. Når vi alle engang samles hos Gud i Paradis, vil vi således alle være knyttet sammen i et ubrydeligt fællesskab og en evig kærlighed. At det bliver sådan, skyldes den åndelige ligevægtslov, der generelt betyder, at jo dybere man er faldet, jo højere skal man engang stige. Dette gælder både for den enkelte og for forholdet mellem os. Baggrunden for den åndelige ligevægtslov er, at præcis dér hvor mørket engang har fundet indpas i vort sind, vor ånd, præcis dér vil lyset engang sejre. Og det vil sejre med en tilsvarende dybde og styrke, som mørket engang havde. I endnu videre detalje kan denne ligevægtslov forklares ved, at den åndelige hjerne ifølge VmL består af en række afgrænsede felter. I disse felter kan mørket vinde indpas ved syndige tanker eller handlinger. Når lyset senere sejrer i disse felter, kræver det et tilsvar...

I VmL s. 19-20 står: "Men da en Tidsevighed var svunden fra den Stund, da nogle af de Ældste angrende svarede Guds kaldende Stemme, lod Gud paa ny sin Stemme lyde for at kalde paa dem, der endnu vare i det ødelagte Rige. Kun faa svarede Ham; thi kun faa angrede, hvad de havde syndet. Men Gud tilgav de angrende; thi Han elskede dem alle. Og Lysets strømmende Bølger droge dem bort fra det ødelagte Rige..." Denne gruppe af de Ældste, der her vendte tilbage til lyset og Gud, vendte ifølge det givne tidsbillede, tidslinjen, tilbage for ca 1 million år siden. Samtidig fremgår det af VmL+, at de først hjemvendte Ældste gennemlutredes af lyset i løbet af en periode på ca 2 millioner år. Derfor må vi antage, at de Ældste, som er nævnt i ovenstående citat, stadig er igang med udrensningen af det mørke, der gennemstrømmede dem ved faldet - stadig er igang med deres lutring i lyset. Disse Ældste har ikke deltaget i de ulovlige selvinkarnationer. Jeg tænker mig, at vi mennesker ku...

Kærlighed er universets stærkeste kraft. Kærlighed er det, Gud opdrager os med og til. Nogle forveksler måske kærlighed og forelskelse. Kærlighed er en evig, åndelig kraft. Forelskelse er derimod formentlig kun en urdrift, nedlagt i mennesket af de Ældste for at sikre yngelplejen og artens overlevelse. Kærligheden er det største af alt; en kraft, et fænomen, som det kun tilnærmelsesvis er muligt at give adækvate billeder for. Kærlighed er større end alle store ideer. Den er kun en gæst i denne mørkets verden, og alligevel helt almindelig. Kærlighed er alt.

I VmL lærer vi, at al religiøsitet bæres af længslen efter Gud. Og ikke bare det; vi lærer også, at Gud også længes efter os mennesker. En lang vej, en lang udvikling skal vi dog igennem, inden denne gensidige længsel kan stilles. Hvorfor det er sådan, er nøje forklaret i VmL. Her skal blot nævnes, at Gud med VmL har sendt alle mennesker et budskab om den genvej, som Han og de Yngste har arbejdet på at gøre farbar i millioner af år. Herefter er det klart, at Guds og menneskers længsel hurtigst kan stilles ad tilgivelsens vej.