Carsten Ploug Olsen

Gennem tiden har der været flere eksempler på bestræbelser på at forbedre mennesket. I nyere tid har disse bestræbelser hovedsageligt andraget menneskets fysik og funktionalitet; Skrækeksemplerne er den nazistiske eugenik og i dag diskuteres en mulig forbedring i menneskets funktionalitet gennem medicinsk behandling i form af Ritalin fx til studerende. I Vesten har der været mindre opmærksomhed omkring menneskets etiske forbedring eller med et bedre ord menneskets etiske højnelse eller forædling. I Kina er dette fokus anderledes rodfæstet gennem Konfutzes lære om det gode samfunds forankring i menneskets udrensning og forædling af hjertet. Disse tanker er mere end 2000 år gamle. Vi kan opstille en helt enkel etik og rettesnor for den etiske forædling som ligger i forlængelse af den gamle kinesiske vismands tanker og hovedsageligt uafhængig af tro eller ikke tro baseret på disse tre søjler: 1) At undlade at påføre andre smerte - fysisk og psykisk - ud fra en forståelse af hvor...

Det er sikkert rigtigt, at vi mennesker og vores samfund delvis drives af lavere drifter og instinkter; Magtbegær, selvopretholdelse, egennytte, pengebegær, trang til berømmelse osv. Og denne del af den menneskelige natur er vi nødt til at tage højde for ikke mindst når vi søger at opstille idealer og visioner for vores samfund. Mennesket er ingen engel og idealer der bygger på et urealistisk og forskønnet menneskebillede har det med at forvandle os til djævle. Men det er ikke hele sandheden om os. Til alle tider har der lydt en anden stemme blandt mennesker; nogle gange kun som en fjern næsten uhørlig tone, til andre tider stærkere og klarere. Håb. Længsel efter noget bedre. Fred. Når man følger nyhedsstrømmen kan man let tro, at verden er ved at ramle sammen om ørerne på os. Men måske er det rigtigt, at det billede af verden vi ser gennem medierne er et fotografisk negativ af virkeligheden; fordi kun det usædvanlige, det sensationelle og uhørte finder vej til aviser, blogs ...

Det siges om den berømte eller berygtede eller ligegyldige filosof Carsten Ploug Olsen at han en dag han havde drukket en kasse øl, vendt den på hovedet og stillet sig op på den forkyndte sandheden til folket: Punkt 1: JEG KRÆVER POLITIK UD AF DET OFFENTLIGE RUM!!! Hvad skal vi med alle disse politikere, disse fedtschnitzler, der kævler og ævler så man ikke kan sove og små børn og fulde folk frygter for dagen i morgen. Det er ingen skam fx at være konservativ, men det må være en privat sag og man behøver ikke at skilte med det! Punkt 2: JEG KRÆVER ABSOLUT TRO PÅ DET GUDDOMMELIGE PRINCIP, EVOLUTIONEN, OG AT ALT, SELV VITTIGHEDERNE, BLIVER BEDRE OG BEDRE!!! Dette er selvindlysende så det gider jeg ikke forsvare eller argumentere for. Punkt 3: JEG KRÆVER ALLE FILOSOFFER OG ANDRE GRINEBIDDERE LAGT PÅ HJUL OG STEJLE OG RISTET OVER SKT HANS BÅLENE OG SENDT TIL BLOKSBJERG SOM STRAF FOR TOTUSIND ÅRS MUNDHUGGERI OG TØRVETRILLERI!!! Punkt 4: JEG KRÆVER ALLE RELIGIØSE STRIDIGHEDER L...

Ud fra tanken om mellempunktet, sandheden i midten (se indlægget 'Mellempunktet (lysets punkt)', tror jeg det er muligt at opstille et ideal for kærligheden ved at sige, at midt mellem følgende to ekstremer, at gøre sig 1) Uundværlig 2) Overflødig ligger idealet for kærligheden som en gensidig følelse mellem to ligeværdige mennesker. At gøre sig uundværlig vil i denne sammenhæng sige at overtage en svag parts ret og værdighed og fastholde modparten i svaghed på baggrund af hvilken egen styrke og godhed kan glimre så meget mere - i egen indbildning - i stedet for at søge at fremelske den andens styrke og autonomi. At gøre sig selv overflødig - ved på overdreven måde netop at fremelske styrke og autonomi - kan på overfladen ligne ægte og uselvisk kærlighed, men er det ikke reelt, da det selvbillede der ligger bag stadig er den urealistiske forestilling om sig selv som det ophøjede og over alle menneskelige behov hævede menneske - en engel eller helgen. At skubbe et me...

Jeg er en blomst på marken. Hver morgen åbner jeg bladene og vender kronen mod Solen. Jeg vender mig langsomt i takt med Solens rolige skriden hen over himlen. Jeg drikker lys. Om aftenen lukker jeg mine blade om kronen og hviler, mæt af dagens gang. Eller sådan tror jeg. I virkeligheden er det mig der drejer med kloden, og Solen der er evigt, uforanderligt den samme på samme sted. Det er mig der drejer ned i mørket og sørger over lyset der svinder og forsvinder. Eller sådan tror jeg. I virkeligheden er lyset evigt og uforanderligt på samme sted. Det er kun mig der som alle blomster viger og drejer væk fra lyset, ned i mørket, hvor jeg intet hjem finder. Min plads, mit hjem er ved middag med Solen i zenith. Jeg drømmer i mørket om i morgen ved middag med Solen i zenith at standse klodens gang.

I Afhandling om metoden (1637) prøver Descartes at give en metode, angiveligt baseret på en vision han havde engang han lå i vinterkvarter som soldat, som skulle kunne øge den menneskelige erkendelse væsentligt. Så vidt jeg kan se lykkedes det ham dog ikke fuldtud at gøre sin metode anskuelig og forståelig; afhandlingen standser ved eksempler på metoden (heller ikke disse er ganske klare) uden at han formulerer det principielle ved sin metode. Det Descartes mangler er et lys-mørke perspektiv uden hvilket det principielle ikke lader sig forstå og forklare. Det grundliggende perspektiv er, at mørket, det ondes urkraft (jf Vandrer mod Lyset), har to poler; en pol der giver sig udslag i fænomener, der efterligner lyset og en rent sort pol (jf tidligere skriverier om mørkets "lyse" side og dets rent sorte). Disse to poler er ekstremer i et spektrum, hvis mellempunkt er lyset. Vi kan også opfatte det som en linje med to yderpunkter med midte i lyset. Eksempel 1: Forelsk...

Onde handlinger udspringer ofte af smerte og lidelse. Hvis man handler ondt forøges lidelsen, og derved dannes en ond, selvforstærkende cirkel. Det mest prægnante eksempel på dette har vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af Ardor da han alene i helvede - efter at have inkarneret de øvrige ældste - forbandede alt og alle og hadet dermed kom ind i verden. Psykologisk er der intet uforståeligt i dette. Hans enorme indre lidelse vækkede hadet i hans hjerte, og forbandelserne fødtes af denne lidelse. Vi mennesker kender også til at når vi lider kan vi blive hidsige, opfarende og aggressive og hadefulde. Det ulykkelige er at vores eller Ardors had og hadefulde gerninger ikke lindrer lidelsen men forstærker den. Dermed ikke sagt at al ondskab har rod i smerte og lidelse. Noget kan fx skyldes hovmod; et menneske der føler sig hævet over andre mennesker kan fristes til at mene at man i kraft af denne formodede overlegenhed har ret til at behandle sine medmennesker efter forgodtbefinde...