Gå videre til hovedindholdet

Teorien om the Big Bang II

Udover det argument jeg tidligere har forsøgt imod teorien om the Big Bang (i indlægget Teorien om the Big Bang);

At rødforskydningen af det lys vi modtager fra stjerner og galakser ikke skyldes, at de fjerner sig fra os, men at den opstår ved det synlige lys' passage gennem mørkehobe;

Vil jeg her forsøge endnu et argument imod teorien:

Nemlig at hvis vi antager, at der ved begyndelsen og efterfølgende i Big Bang udsendtes lys, så må udvidelsen efterfølgende dels

1) være sket med lysets hastighed og med det synlige lys som frontbølge

2) være sket ligeligt i alle retninger, hvorved universet må være kugleformet

Ad 1) Hvis ikke rummet udvidede sig med lysets hastighed og med det synlige lys som frontbølge, så må det udsendte lys være blevet afbøjet eller reflekteret ved rummets 'kant' eller grænse, hvilket vel ikke giver mening.

At rummet skulle udvide sig med lysets hastighed strider, så vidt jeg kan se, mod Einsteins relativitetsteori. Og moderne kosmologi regner - i nogle teorier - med en accelereret udvidelse (drevet af mørk energi).

Denne acceleration vil være umulig, hvis rummet udvider sig med lysets hastighed.

Ad 2) Moderne kosmologi regner så vidt jeg ved med, at universet er fladt eller formet som en skive.

Hvis dette har sin rigtighed, kan teorien om the Big Bang ikke være rigtig.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d