Gå rank, selv når byrden tynger

I min daværende praktiserende læges venteværelse hang der engang en akvarel, der viste to mænd på en trappe.

Den ene mand sad ved trappens fod med hænderne for ansigtet. Han farve var grå, tydeligvis fortvivlet og opgivende.

Den anden mand gik rank et stykke oppe ad trappen. Energisk. Hans farve var gul eller gylden.

Regn og sol. Billedets titel er 'Vejen frem'.

Bærer de den samme byrde? Er det den samme mand? To holdninger til livet og dets byrder? To muligheder for det samme menneske?

Jeg tror det. Søren Kierkegaard skriver i skriftet, 'Krisen - eller en krise i en skuespillerindes liv', om Johanne Luise Heiberg, at hun bar en tung byrde, men den var nødvendig og uden den kunne hun ikke præstere som hun gjorde.

Hun kom fra svære forhold i barndommen med alkoholisme og fattigdom (kilde: Dansk Wikipedia), men steg til guldalderens top 'uden at miste sin sjæl'.

Byrden var - som jeg forstår Kierkegaard - nødvendig for at hun ikke skulle miste jordgrebet og svæve ud i intet. Som en balletdanser, der ikke kan danse uden tyngdekraften.

I stoicismen har man en parallel holdning til byrder og livets op- og nedture: Nyd det gode og bær det tunge, begge dele uden overdrivelse, men som en grundholdning til et grundvilkår.

Opturene rummer - hvis man går til yderligheder som ekstase og eufori - nedturen og faldet i kim.

Nedturen rummer - hvis man fortvivler og henfalder til bitterhed eller raseri over 'livets umulige vilkår' - katastrofen som mulighed.

Ikaros fløj for tæt på solen og styrtede i havet, Atlas bar verden og tyngedes til Jorden.

Ved at indarbejde en vis stoisk holdning til tilværelsen, som kan minde om Aristoteles' og Buddhas gyldne middelvej, kan man undgå nogle meget almindelige faldgruber.

Hvis ikke man nu føler sig i stand til at bære de byrder, der nu en gang er en del af livet, så kan man vinde den fornødne styrke på længere sigt ved tålmodighed og ved ikke at falde i fortvivlelsens og modløshedens fælder.

Man kan vænne sig til at tage hvad der kommer af godt eller skidt uden at gå til yderligheder og uden billedligt at begrave ansigtet i hænderne og derved blive blind for de gode ting livet også bringer.

Eller med et billede fra fysisk træning: Ingen bliver stærk af at kaste vægtstængerne væk og begrave sig under dynen eller i sofaen: 

Den der aldrig bærer byrder, forbliver svag.  Eller sagt med andre ord igen: Livets pris er livets værdi.

Jeg tænker, at denne skæbneparathed - at tage hvad der kommer - er noget af det, der gør dreng til mand og pige til kvinde.