Filosoffen John Locke hævder i værket An essay concerning human understanding (1689) at intet, der er i erkendelsen, ikke først har været i sansningen.
Parallelt hævder Immanuel Kant i Kritik der reinen Vernunft (1781; 1787), at hvis fornuften søger at overskride enhver mulig erfaring, havner den i uopløselige selvmodsigelser, fornuftens fire antinomier.
Hvis Kant med erfaring mener sanseerfaring, sansning, så er hans standpunkt parallelt med Lockes.
Det er dog ret let at modbevise denne radikale empirisme, idet vi identificerer erkendelse, som med sikkerhed ikke findes i sansningen, og uden at havne i selvmodsigelser:
Nemlig menneskets jeg, som vi erkender, men ikke sanser (forudsat jeget ikke, som nogle østlige filosofier vil vide, er en illusion) og menneskets tanke og vilje, som vi heller ikke sanser, men ligefuldt erkender.
Der er sikkert andre sådanne ikke-sansbare eller oversanselige fænomener, som vi erkender, men ikke sanser, fx tid og rum (Kants a priori anskuelsesformer).
Med mindre sikkerhed kan vi hævde logik og matematik og begreber som sådanne a priori erkendelser eller erkendelsesformer, idet man for at tilegne sig disse tanker og erkendelsesformer må læse en bog om emnet (hvor vi bl a bruger synet) eller høre en forelæser eller andre foredrage disse emner.
Men - diskussionen om empirisme kontra a priori erkendelse synes at finde en position, hvor vi må sige, at begge erkendelsesformer, den a priori og den empiriske, finder sted og er gyldig, at de ofte begge er tilstede og samarbejder ved erkendelse, og at hverken den radikale empirisme eller den absolutte idealisme holder som sandhed.
Kommentarer
Send en kommentar