Gå videre til hovedindholdet

Kilder til krig

For nylig i en diskussion på Facebook skrev en, at en kilde til krig opstår, når et menneske eller - tilføjer jeg - en organisation eller et trossamfund stiller sig op og siger: Vi alene har sandheden.

Jeg finder tanken rigtig, men vil her anføre nogle andre tilsvarende kilder:

For eksempel når sandhed kolliderer med økonomiske interesser og magt, eller - nok endnu vigtigere - selve det globale militærindustrielle kompleks, der i dag er så stort og økonomisk tungt som en af verdens største økonomiske og industrielle sektorer, at det er en selvstændig magt, måske større end nogen enkeltstat og helt uden demokratisk fundament og kontrol.

Det globale militærindustrielle kompleks er så økonomisk og i henseende til magt tung en spiller i verdenssamfundet og i verdenspolitikken, og det har interesse i at skabe og vedligeholde militære konflikter så mange steder som muligt, at jeg vurderer, at denne ene - mere prosaiske -  kilde til krig er langt større og mere betydende end alle andre kilder.

Det militærindustrielle kompleks er blevet til et selvstændigt uhyre og magt med eget liv,  der skaber krig ud fra egne økonomiske interesser og som påvirker verdenspolitikken, så alle forsøg på at skabe fred - måske endda global fred - strander på denne ene kilde til krig og konflikt.

Hvis ingen køber og bruger våben, mister det militærindustrielle kompleks sine svimlende indtægter og magt (påvirkning af politikere i egen økonomisk interesse).

Heroverfor står idealister og fredselskere endnu helt magtesløse. Vi hvirvles ind i en Machiavellisk 'del og hersk' storm, vi ophidses af demagoger mod hinanden, racer, stater osv i en tilsyneladende endeløs og tragisk evig krig, som måske i sin enkle kerne fortrinsvis er økonomisk motiveret.

Men - krig går ud over rigtige mennesker af kød og blod, virkelige følelser, rigtigt liv. Dræbte, flygtninge, diktaturer. Ofrene er os civile. Som altid.

Og - hvis det er som her beskrevet, vil jeg spørge:

Hvornår er nok nok? Hvornår er det tid at sige stop, at sige nej til krig, at sige nej til død, og ja til fred, ja til liv?

Hvor længe kan vi acceptere, at nogle få mennesker tjener styrtende, svimlende - på de manges død, lidelser, nød og elendighed?

Hvornår er det tid at sige nej til dette vanvid?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere