Gå videre til hovedindholdet

Våbenkapløb eller afspænding

I dag brød så nyheden om at Rusland forsøger at udvikle transkontinentale ballistiske missiler, der dels skal kunne nå alle egne af Jorden og dels kunne trænge gennem ethvert missilforsvar eller missilskjold.

Dermed er det åbenbart at tøbruddet mellem Øst og Vest i årene 1985-91 var en parantes i den vanvittige historie om menneskers ønske om magt og dominans for enhver - måske menneskehedens - pris.

Atomvåben er bøllestaters forsikring mod intervention udefra og licens til at gøre hvad pokker de vil uden respekt for internationale aftaler og konventioner, og dermed undergraver de den internationale retsorden - i den udstrækning man kan tale om en sådan - og selve menneskehedens sikkerhed.

Hvor stopper det? USA udvikler missilskjold - Rusland udvikler våbensystemer der kan omgå det - næste skridt: USA udvikler andre systemer der kan beskytte mod den nye fare - Rusland (eller andre aktører) udvikler..osv osv.

Dette er et våbenkapløb der dels kræver nærmest uendelige økonomiske ressourcer på et tidspunkt hvor anslået 1 milliard mennesker sulter, dels undergraver menneskehedens eksistens og værdighed.

Hvor stopper det? Stopper det? Er der ingen nedre grænse for hvor dybt vi vil synke?

Hvis vi ikke stopper dette vanvid og lærer at strække hånden ud til forlig og venskab og vilje til at bygge op og ikke rive ned - kan historien om mennesket snart være fortalt til ende.

Hvor stopper vanviddet? Stopper det? Eller stopper det os?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere