Gå videre til hovedindholdet

Åbenbaringen af Gud

Gamle tiders største profeter, Moses, Jesus og Muhammed, forkyndte en magt for hvem mennesker må skælve.

Men forkyndte de Gud?

 Af og til forkyndte de Gud som et fundamentalt eksistentielt valg. Til andre tider krævede de underkastelse eller tilbedelse.

Men forkyndte de Gud?

 Du, Gud, var det dig de fandt i buldrende torden og ild, dig de fandt i ekstase, dig der greb dem med hænder af stål i rædsel og vanvidsfrygt? Er du en anstødssten hvorover mange snubler og sværdet mod næsten?

Eller er du hånden til hjertet, dig der taler til mig som en tryg varme i mit hjerte, lige her, en varme og en nærhed hvori jeg også fornemmer din Magt og din mildhed?

Er det dig, hvis Magt ikke er buldren, ild og rædsel, men en mild og nær stemme der taler direkte til mit hjerte og kerne? Er det dig der gør min flossede og forrevne sjæl rolig og hel?

Dig frygter jeg ikke, dig elsker jeg!

 Er det dig der ikke byder os at dræbe, men at elske, dig der ikke tvinger nogen, dig hvis Magt er kærlighed og frihed?

Er det dig der omgærder enhver med en urørlig zone af respekt og frihed og uendelig kærlighed?

Dig frygter jeg ikke, jeg aner dit dybe, uudgrundelige blik, dybet hvorfra din kærlighed og mildhed strømmer til alle. Nej, dig frygter jeg ikke, dig elsker jeg!

 Åbenbar din varme, trygge og nære kærlighed til alle, lad den gro i os og gøre os til bedre og værdige børn af dig.

Brødre og søstre, frygt ikke!

 (Note: Med hensyn til Jesus og Muhammed er jeg sikker på - ud fra Vandrer mod Lyset - at de sandheder og det lys de bragte står højere end samtiden og eftertiden tilskrev dem og som er optegnet i Det nye Testamente og Koranen. Med Moses ved jeg ikke)

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere