Gå videre til hovedindholdet

Metafysikkens krise

Med Kritik der reinen Vernunft (1781 og 1787) åbner Immanuel Kant et tilsyneladende uoverstigeligt svælg mellem det erkendte objekt og det erkendende subjekt gennem ideen om 'tingen-i-sig-selv' (ding-an-sich'); et problem som flere filosoffer siden forsøgte at løse; deriblandt Hegel, der hævdede identitet mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt som erkendelsens endemål i den 'absolutte viden' (G. W. F. Hegel: Phaenomenologie des Geistes, 1807).

Ifølge Hartnack gennemspiller forløbet fra Kant til Hegel (Justus Hartnack: Fra Kant til Hegel - en nytolkning, 1979) samtlige logiske muligheder for erkendelsen; fra svælget mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt som den ene pol i et spektrum der ender i Hegels identitet mellem de to; to modpoler eller logisk modsatte positioner.

Hele denne bevægelse i filosofien der ikke gav noget sikkert resultat kan ses som årsag til den metafysikkens eller hele filosofiens krise som flere har talt om, og som dermed markerer en krise for den menneskelige erkendelse som sådan, hvis vi betragter filosofien og erkendelsesteorien som grundvidenskab eller metavidenskab, der forsøger at besvare spørgsmålet: Hvad er viden, hvad er dens muligheder og betingelser og hvad er dens begrænsninger?

Den danske Kant- og Hegel- oversætter, Claus Bratt Østergaard, skriver ligefrem i sin introduktion til Hegels Åndens fænomenologi (Phaenomenologie des Geistes) at vi lever i en postmetafysisk tid.

Men - hvis vi udsætter Kants teori for den erkendelsesteoretiske (epistemologiske) test jeg tidligere har forsøgt med Humes erkendelsesteori; at prøve teorien på sig selv; synes problemet at forsvinde.

For hvis der er en uovervindelig afstand mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt og vi indsætter selve erkendelsen som erkendelsens objekt (som Kant forsøger med sin 'copernikanske vending' fra tingene mod erkendelsen eller tanken selv) ville også Kants egen teori om grænsebegrebet 'tingen-i-sig-selv' (noumena) kun være et erkendelsesteoretisk fænomen eller tilsynekomst (Erscheinung) og ikke sandheden eller en gyldig teori eller erkendelse.

Hvis vi hævder at vi kun ser eller erkender fænomener eller tilsynekomster og ikke tingene selv vil også den erkendelse kun være en tilsynekomst og ikke tingen (erkendelsen) selv.

Hvis vi kun kender fænomener eller tilsynekomster ville vi ikke kunne formulere en teori om det, da teorien så selv kun ville være en tilsynekomst og ikke sandheden eller en gyldig teori.

Dermed opløses Kants problem i en selvmodsigelse parallelt til sammenbruddet for Humes erkendelsesteori.

Der er formentlig hverken uoverstigelige svælg mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt (med den konsekvens at vi ingen eksakt viden har) eller identitet mellem de to (alviden). Begrænsningen ligger snarere i at den menneskelige erkendelse til enhver tid er endelig og ikke uendelig.

Med hensyn til Hegels teori om identitet mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt giver det ikke mening at sige at fx jeg er identisk med et andet menneske eller fx en sæl eller abstrakte begreber som fx liv, eksistens, rum, tid osv som jeg forsøger at forstå (erkende).

En sådan teori hører nærmere hjemme i patologien end i filosofien.

(Note: Den samme test jeg her underkaster Kants erkendelsesteori kan - anvendt på min egen erkendelsesteori - siges også at ugyldiggøre den; at hævde som en klar sandhed at al erkendelse rummer 'slør' - både sproglige og tankemæssige - og kun er tilnærmelser og ikke kan bevæge sig hinsides 'de epistemologiske fundamentaler' - er lige så selvmodsigende som Kants 'ding-an-sich' og Humes teori om (sanse-) indtryks (impressions) grundlæggende betydning for erkendelsen)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...