Gå videre til hovedindholdet

Sensommer på Strøget 2

Halløj. Det er mig igen. Jeg glemte helt at præsentere min bror og svigerinde. Vi kan godt lide at tage en spadseretur på Strøget om søndagen, skridte jordene af så at sige, og tale om løst og fast og hvad der falder os ind.

Min bror, Benny, er passioneret pinsekristen. Jeg synes at han er lidt vel hellig. Jeg kan godt lide ham, men i tro er vi ikke enige. Jeg har lagt mærke til, at hver gang jeg selv pudser glorien, bliver den så glat at den glider ned i øjnene.

Benny er udover sin tro optaget af styrketræning og indehaver af eget slagteriudsalg, Store Bøffer. Ebba, hans kone og altså min svigerinde, er professor i raketfysik.

Hold op, når hun og min kone ruller sig ud. Du husker måske at min kone er atomfysiker; du skulle høre dem sammen.

Det er som at høre paven prøve at omvende Osama Bin Laden da han levede. Vi, Benny og jeg, får ikke et ben til jorden.

Ebba skaber midler til at udforske rummet med dets svimlende dimensioner i tid og rum mens Erna, min kone, søger indad til de ikke mindre svimlende inderste og mindste dele. Hvor er sandheden? Derude eller her inde? Eller et helt andet sted?

Nej, hverken Einstein eller Bohr har levet forgæves. De største og de mindste tings profeter har deres disciple. Fx Ebba og Erna. Benny følger en anden profet. Jeg følger ingen.

Jeg er sgu min egen som man siger.

Som nu denne smukke sensommereftermiddag på Strøget; Solen står lavt og blænder mig, og glorien glider ned i øjnene og sidder skævt og spærrer mit udsyn.

Men ja, gu er jeg min egen.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere