Gå videre til hovedindholdet

Om at læse politik

I gamle dage dansede mennesker om treenigheden Gud-Søn-Helligånd. I dag danser vi om treenigheden Magt-Penge-Sex.

 I Leviathan stiller Thomas Hobbes mod slutningen det simple spørgsmål som han tilskriver Cicero: Qui bono? (Hvem gavner det?) for at søge at forstå hvordan visse - som han hævder - falske doktriner havde sneget sig ind i den katolske kirke.

Det samme spørgsmål kan stilles når vi søger at forstå dagens politik og de politiske processer: Hvem og hvordan gavner denne udtalelse, dette lovforslag, hvem og hvordan gavner en given politisk aktivitet?

Svaret på første del af spørgsmålet er som regel: Det gavner politikeren selv eller partiet eller interesseorganisationen.

Hvordan det gavner eller søges at gavne den politiske aktør - herunder hvorfor aktiviteten netop kommer nu, i hvilket medie og hvordan - hører med til afkodningen af den politiske aktivitet.

Hvem og hvordan gavner den politiske aktivitet den politiske aktør?

 Når jeg siger gavner mener jeg: Hvordan styrker den politiske aktivitet den politiske aktørs magt og hvordan giver det den politiske aktør eller dem han repræsenterer eller er afhængig af (sponsorer eller donorer) flere penge?

 Det sidste led i den moderne, hellige treenighed, nemlig: Hvordan får den politiske aktør udmøntet den politiske aktivitet i mere sex, besvares af det nogle fremfører, at magt (og penge) er et potent afrodisikum.

Sådan ser jeg virkeligheden under de lejlighedsvis flotte ord om demokrati, frihed og menneskerettigheder.

Ordenes skrøbelighed - hvis ikke hulhed - ses når virkeligheden udfordrer dem og forpligter:

Når mennesker vandrer gennem brændende ørkener eller med livet som indsats sejler over havet i håb om hjælp og en fremtid; når folk lider ufattelige lidelser i krig og mister alt og bliver gjort blodig uret;

Pludselig forpligter ordene, og de dumper os med et brag. Så flotte ord, så menneskelige og så hule.

Qui bono?

Magt, penge, sex. Er det hvad vores fantasi rækker til når vi tænker på hvad der gavner os?

Er det ikke at korrumpere det indre menneske og et knytnæveslag til den etiske sans?

Er det grunden til leden ved det politiske og grunden til længslen efter noget andet som vi i Danmark har set spæde tegn på (fx gennem Ny Alliance som det engang hed, og Alternativet) og som fx bar Obama til magten på tanken om håb og forandring?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere