Når lyset søger at gennembryde mørket og sprede det, reagerer mørket med en stigende aktivitet; i samme takt som lyset tager til i styrke, gør mørket det samme.
Når jeg her bruger ordene lys og mørke er det ikke som dagslys og nattemørke men derimod i samme forstand som Vandrer mod Lyset bruger disse ord; dvs som en betegnelse for de to urkræfter, det gode og det onde.
Et billede på det forhold jeg prøver at beskrive her; mørkets, det ondes, gradvist stigende aktivitet som følge af en stigende aktivitet i Lyset, det gode, er et punkt som idet lyset søger derind, søger at sprede mørket i et bestemt punkt, så søger mørket blindt mod det samme punkt og søger derved, som en strøm eller en flod, at standse lyset og erobre punktet før lyset definitivt bryder igennem og erobrer det.
Idet lysets bevidste stråler rammer et mørkepunkt vågner mørket, tager til, indtil et vist punkt hvor lyset, forhåbentlig, erobrer det punkt hvor der før var mørke.
Hvis lyset formår at erobre punktet tilbage fra mørket, falder mørket sammen efter at have givet sit maksimale udslag; mørket er da elimineret, opløst og spredt.
Dette forklarer dels de åndelige, psykiske krisers natur og forløb; et menneske i krise vil ofte opleve, at lidelserne synes at blive værre og værre; men kun til et vist punkt; hvis man holder ud, vil mange opleve en pludselig lettelse; mørket er tiltaget gradvist gennem forløbet, krisen, men falder med et sammen, hvilket af mennesket opleves som en øjeblikkelig lettelse.
Dels forklarer dette forhold mellem lys og mørke hvorfor de store nybrydere for lyset ofte forfølges og søges stoppet; det er mørket der (mis-)bruger mennesker til blindt at reagere imod det lys der søges bragt og den vilje til at bryde mørket som de store genier manifesterer.
Eksemplerne på det er mange; Jesus af Nazareth, Muhammed, Luther, Bruno osv osv.
Det er dette forhold - mørket der blindt reagerer overfor lyset - der gør forfølgelsen af de store lysbringere til hovedreglen her på Jorden.
Men forholdet kan ikke kun iagttages hos de store personligheder; også det almindelige menneske kan opleve mørkets modstand hvis man ærligt og helhjertet søger at højne og forædle sin personlighed ved at udrense mørket af sin ånd; mørket gør da modstand og søger blindt at bevare sin magt over os.
Derfor er vejen til Gud, til højere erkendelse og til renere vilje og personlighed, ikke uden problemer og ikke uden byrder.
Når vi prøver fx at komme til erkendelse af noget vi har gjort som vi ikke skulle have gjort vil mørket i os, det der fik indpas i os da vi tænkte og handlede efter det onde, søge at aflede os fra erkendelsen af handlingens natur og derved forhindre at vi angrer handlingen og beder oprigtigt om tilgivelse.
Måden det sker på kan fx være en angst for at tænke på det vi har gjort, en angst der kan tiltage når vi nærmer os kernen, og forsøg på at fortrænge eller glemme handlingen.
Men handlingen vil ligge som en uro i tanken indtil vi har formået at erkende naturen af det vi gjorde og dermed angrer det, beder om og måske opnår tilgivelse.
Eksemplerne på hvordan mørket gradvist tiltager, når lyset søger at bryde det og eliminere det, er mange; enhver kender eksempler fra sit eget liv.
Men hovedreglen er altså:
At i samme takt som lyset tiltager, tiltager mørket også; men kun til et vist punkt hvorefter mørket falder sammen og bliver til intet.
Det er også denne lovmæssighed der gør Churchills tanke sand:
Det er altid mørkest lige før daggry!
Når jeg her bruger ordene lys og mørke er det ikke som dagslys og nattemørke men derimod i samme forstand som Vandrer mod Lyset bruger disse ord; dvs som en betegnelse for de to urkræfter, det gode og det onde.
Et billede på det forhold jeg prøver at beskrive her; mørkets, det ondes, gradvist stigende aktivitet som følge af en stigende aktivitet i Lyset, det gode, er et punkt som idet lyset søger derind, søger at sprede mørket i et bestemt punkt, så søger mørket blindt mod det samme punkt og søger derved, som en strøm eller en flod, at standse lyset og erobre punktet før lyset definitivt bryder igennem og erobrer det.
Idet lysets bevidste stråler rammer et mørkepunkt vågner mørket, tager til, indtil et vist punkt hvor lyset, forhåbentlig, erobrer det punkt hvor der før var mørke.
Hvis lyset formår at erobre punktet tilbage fra mørket, falder mørket sammen efter at have givet sit maksimale udslag; mørket er da elimineret, opløst og spredt.
Dette forklarer dels de åndelige, psykiske krisers natur og forløb; et menneske i krise vil ofte opleve, at lidelserne synes at blive værre og værre; men kun til et vist punkt; hvis man holder ud, vil mange opleve en pludselig lettelse; mørket er tiltaget gradvist gennem forløbet, krisen, men falder med et sammen, hvilket af mennesket opleves som en øjeblikkelig lettelse.
Dels forklarer dette forhold mellem lys og mørke hvorfor de store nybrydere for lyset ofte forfølges og søges stoppet; det er mørket der (mis-)bruger mennesker til blindt at reagere imod det lys der søges bragt og den vilje til at bryde mørket som de store genier manifesterer.
Eksemplerne på det er mange; Jesus af Nazareth, Muhammed, Luther, Bruno osv osv.
Det er dette forhold - mørket der blindt reagerer overfor lyset - der gør forfølgelsen af de store lysbringere til hovedreglen her på Jorden.
Men forholdet kan ikke kun iagttages hos de store personligheder; også det almindelige menneske kan opleve mørkets modstand hvis man ærligt og helhjertet søger at højne og forædle sin personlighed ved at udrense mørket af sin ånd; mørket gør da modstand og søger blindt at bevare sin magt over os.
Derfor er vejen til Gud, til højere erkendelse og til renere vilje og personlighed, ikke uden problemer og ikke uden byrder.
Når vi prøver fx at komme til erkendelse af noget vi har gjort som vi ikke skulle have gjort vil mørket i os, det der fik indpas i os da vi tænkte og handlede efter det onde, søge at aflede os fra erkendelsen af handlingens natur og derved forhindre at vi angrer handlingen og beder oprigtigt om tilgivelse.
Måden det sker på kan fx være en angst for at tænke på det vi har gjort, en angst der kan tiltage når vi nærmer os kernen, og forsøg på at fortrænge eller glemme handlingen.
Men handlingen vil ligge som en uro i tanken indtil vi har formået at erkende naturen af det vi gjorde og dermed angrer det, beder om og måske opnår tilgivelse.
Eksemplerne på hvordan mørket gradvist tiltager, når lyset søger at bryde det og eliminere det, er mange; enhver kender eksempler fra sit eget liv.
Men hovedreglen er altså:
At i samme takt som lyset tiltager, tiltager mørket også; men kun til et vist punkt hvorefter mørket falder sammen og bliver til intet.
Det er også denne lovmæssighed der gør Churchills tanke sand:
Det er altid mørkest lige før daggry!
Kommentarer
Send en kommentar