Gå videre til hovedindholdet

Frihed, lighed og broderskab

Parolen fra den franske revolution, frihed, lighed og broderskab, har haft en stærk dragning på mange siden det oprindeligt blev formuleret.

Det er som noget vi ønsker, men næppe tør tro på; et uopnåeligt ideal eller utopi.

Men måske er det nærmere os end vi tror.

I Europa - 1000 års historie, observerer Kristian Hvidt, at de tre begreber har medført tre tilsyneladende komplementære politiske ideologier og fænomener:

Liberalisme (frihed), socialisme (lighed) og fagbevægelse (broderskab).

 Men måske beror den tilsyneladende uforenelighed på en fejllæsning af begreberne:

Frihed kan forstås som et ideal for menneskelivet, baseret på vores indre frie natur; vores frie tanke, vilje og følelser og dertil hørende ret og behov for fri livsudfoldelse i overensstemmelse med egne ønsker og behov; så længe vi ikke skader andre dermed.

Lighed behøver ikke at betyde, at vi alle skal have lige meget, være lige rige (eller fattige) eller at vi skal være ens; men derimod have lige muligheder for en fri livsudfoldelse og være lige for loven.

Broderskab kan forstås som den fælles bestræbelse på at skabe lige muligheder for fri livsudfoldelse og lighed for loven for alle.

Set på denne måde udelukker frihed, lighed og broderskab ikke hinanden men er indbyrdes forbundne og understøtter hinanden.

Derfor er parolens ideal måske nærmere og mere opnåeligt end vi tror. Fx vil de fleste danske politiske partier kunne skrive under på dette.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere