Gå videre til hovedindholdet

Det nye Testamentes Gud

Gud er den Højeste. Gud er Lysets altbeherskende Magt og mørkets Besejrer. Gud er kærlighedens og Livets Gud og Herre. Gud er en tryg og varm og nær Gud og Far for alle sine børn

Denne opfattelse af Gud kan læses direkte ud af Vandrer mod Lyset, og hvad mere er: Ethvert menneske kan uden om alle hellige skrifter og religiøse autoriteter erfare Gud som sådan - hos Gud selv.

Hvis denne opfattelse er rigtig, kan den gammeltestamentlige Gud med det samme afvises. Det gamle Testamentes 'Gud' der kræver absolut tro og lydighed, der slår israelitterne med mange plager hvis de vender sig bort og dyrker andre guder, der byder israelitterne at gå i krig og slå ihjel, der giver israelitterne deres fjender i hænderne hvis de er lydige og dyrker Gud, men ellers vender sig fra dem, og lader dem selv blive dræbt, der udvælger sig et folk og fravælger alle andre;

Denne 'Gud' har intet med Lysets Gud at gøre.

Men nu; hvad med Det nye Testamentes Gud; er det den sande Gud?

I Det nye Testamente fremtræder Gud som den treenige Gud; Fader, Søn (Jesus Kristus) og Helligånd. Nogle mener, at Helligånden (Talsmanden) er den, der oplyser de hellige skrifter, så nogle kommer til tro på Ordet, Jesus Kristus.

Men kun nogle. I en bestemt opfattelse er det alene Gud der bestemmer hvem der skal komme til tro, og hvem ikke. Hvis Gud er Almægtig og derfor har Magt til at lade alle frelses, men undlader at gøre det;

Er denne Gud så større eller mindre end den Gud, der i sin kærlighed og Almagt drager alle til sig, drager alle uden undtagelse (også Satan) til sig ved sin kærlighed, mildhed og barmhjertighed?

Den samme opfattelse af Gud; at Han nok er Almægtig, og kan frelse alle, men undlader at gøre det; den samme opfattelse findes i Islam.

Men hvis Gud er Almægtig og frelser alle uden undtagelse; er Han så ikke større end både Det nye Testamentes Gud og den islamiske Allah? Og er Vandrer mod Lysets Gud så ikke den største, fordi denne Gud netop frelser alle og ikke lader nogen - ikke en eneste - gå fortabt?

Må Vandrer mod Lyset så ikke nødvendigvis være sand?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere