Hvordan kan det være, at noget af det der kan få kærligheden til at vare ved, er bevidstheden om, at vi kan miste den? Hvordan kan det være, at hvis vi med en kliche tager kærligheden for givet, er det et tegn på, at vi allerede har mistet den, at den er død?
Vi længes efter at blive set og berørt i vores inderste. Hvis det sker, forsvinder vores ensomhed, men der er en pris; den smerte at vi kan miste kærligheden og at smerten så føles i det inderste, der hvor kærligheden var. Så går vi gennem verden med et hul af form som den vi mistede. Det kan ikke fyldes igen, og ingen ved, om vi vil finde kærligheden igen; og hvis vi finder den, er den en anden.
Vi kan glemme eller fortrænge smerten og tabet, men den vil ligge som en kold understrøm i bevidstheden, en ulægelig sorg. Men hvis vi ikke er parate til at miste, hvis vi tager kærligheden for givet, finder vi den aldrig.
Denne dobbelthed! Længslen efter det, der giver os den største glæde og den dybeste smerte. Som kamikaze piloter kaster vi os ind i kærligheden, vi er nødt til det, ellers lever vi ikke; og hvis vi gør det, dør vi en lille smule hver dag. Hvis ikke vi gør det, er vi allerede døde. Ensomme.
Kærligheden er både lægedom og sygdom. Den læger og fremkalder smerte. Denne dobbelthed! Livet og døden samlet i et. Kærlighed, liv og død. Dette evige mysterium!
Kommentarer
Send en kommentar