Evolution

Set på en vis måde kan det princip som Charles Darwin formulerede og påviste gjaldt for det biologiske liv på Jorden - evolutionen - siges at gælde i langt videre udstrækning end han tænkte det.

Det kan give mening at sige, at evolutionen gælder på så forskellige områder - udover det biologiske - som politik, økonomi og psykologi. Flere områder hvor det giver mening at tale om evolution kan tænkes.

Politisk og økonomisk evolution: Her tænker jeg i første omgang på selve det at danne samfund og stater. Flere politiske filosoffer har hævdet tanken om samfundskontrakten, hvor individer afgiver magt og myndighed til politiske ledere.

Dette har den fordel i kampen for overlevelse, at flere individer sammen er stærkere end enkeltindivider hver for sig. For at kunne leve flere sammen i samfund er det nødvendigt med fælles regler eller love, som alle frivilligt underkaster sig. Disse regler eller love har de politiske ledere ret til at formulere og håndhæve (evt med en uafhængig instans, domstole (jf magtens tredeling)).

Mennesker i større eller mindre grupper står stærkere i kampen for overlevelse end enkeltindivider og derfor kan statsdannelse ses som en evolutionær fordel i forhold til at leve hver for sig som enkeltmennesker.

Det økonomiske evolutionære træk kan siges at bestå i at ligesom de bedst egnede individer har bedre chancer for at overleve i den biologiske kamp for overlevelse (Darwin), har de bedst egnede produkter og virksomheder bedst mulighed for at overleve i den økonomiske kamp for overlevelse på det mere eller mindre frie, kapitalistiske marked.

Psykologisk evolution: Menneskelig adfærd og tankemønstre reguleres blandt andet ud fra hvad der giver mest glæde og lykke og mindst smerte og lidelse. Derfor vil den mest hensigtsmæssige adfærd og tankemønstre ud fra dette kriterium være til størst fordel for individet, og på den måde udvikles over tid hensigtsmæssig adfærd og tankegang, hvilket vel godt kan kaldes for en slags adfærdens og tankernes evolution.

Som det ses er der forskel på de principper, der styrer evolutionen på de forskellige områder. Men fælles for dem er det evolutionære princip om det bedst egnede indenfor de forskellige områder.

Det er endnu et træk ved evolutionen, at det system et menneske, en plante, en stat eller andet lever i kan være i balance eller ubalance. Et system i ubalance vil opstå når et individ, en virksomhed eller en stat søger ekspansion.

Hvis dette sker - hvilket fx gælder på det økonomiske område - vil staten, arten, virksomheden eller andet i sidste ende søge monopol; dvs verdensherredømme eller markedsmonopol (for virksomheder eller produkter); og hvis ekspansionstrangen føres til ende, vil staten eller virksomheden til sidst bukke under, når der ikke er flere 'fjender' (konkurrerende samfund, virksomheder eller produkter) at besejre.

Et billede på dette kan ses i kræftcellers uhæmmede vækst og ekspansion, der hvis sygdommen får lov at udvikle sig til sidst dræber kroppen. Modstykket er det sunde legeme og de sunde cellers symbiose og evne til at skabe et sundt og velfungerende legeme.

Derved ser den ekspansive stat eller virksomhed ud til at følge dette mønster: Ekspansion-monopol-undergang (død). Dette kan umiddelbart virke som en negativ vision eller tanke, men hvis man tænker tanken til ende og følger evolutionsprincippet på et mere overordnet plan ser det på lang sigt ud til, at en stat eller en virksomhed eller et produkt har størst chance for at overleve hvis man undlader trangen til ekspansion (politisk, militært eller økonomisk).

Det lader til, at den fredelige sameksistens (for stater og virksomheder) på den helt lange bane giver den størst mulige evolutionære fordel, nemlig den permanente eksistens eller overlevelse.

Og det lader til, at det er trangen til ekspansion ('kræft') der gør vores samfund og virksomheder usunde og ude af balance og ikke så meget selve det kapitalistiske system. Det er ikke nogen naturlov, at vi nødvendigvis må 'æde hinanden', da det på lang sigt forringer vores evne og mulighed for overlevelse.

Det er snarere en naturlov, at vi på sigt vil udvikle vores samfund og måder at organisere vores måde at leve på som fremmer fredelig sameksistens mellem stater, virksomheder og mennesker, da det i længden giver os de største evolutionære fordele, både biologisk, psykologisk, politisk og økonomisk.

Det er ikke sikkert, at ekspansionstrangen, trangen til at 'æde de andre' og den deri mulige konflikt mellem evolution og etik, er den stærkeste kraft i verden og dens udvikling; måske er det i sidste ende etikken, der vinder, etikken, der er klarest og enklest udtrykt i næstekærlighedsbudet (3. Mosebog 19, 18) eller i Kong-tse’s, 'gør mod andre som du ønsker andre skal gøre mod dig'.

Evolutionært ser det ud til, at fredelig sameksistens og ligevægt på alle områder på den lange bane udkonkurrerer ubalance og terrorbalance (den 'nedfrosne' ubalance), eller helt overordnet at fred og samarbejde evolutionært udkonkurrerer krig og splittelse (militært, politisk, økonomisk og psykologisk).