Gå videre til hovedindholdet

Et muligt fællesmenneskeligt punkt

Hvis det jeg tidligere har skrevet om religionerne - at de nok kan give en del af sandheden men aldrig al sandhed - er rigtigt, så synes vi der tror på Gud at være i nogenlunde samme situation; vi erkender en del af sandheden eller har fået denne del givet, men ingen af os kan hævde at vi har al sandhed.

Denne tanke synes sikker; hvis Gud findes, og Han som den eneste er alvidende, kan vi mennesker ikke på nogen måde, hverken gennem bestemte trosretninger eller åbenbarede værker, få al sandhed. Hvis vi skulle komme i besiddelse af al sandhed ville det kræve, at vi blev lig Gud; og det vil vel intet menneske ved sine fulde fem påstå at være.

Synspunktet, at vi kun kan erkende eller 'tro' en del af sandheden kan udbredes til det videnskabelige område. Det jeg har læst og hørt af videnskabsmænd indenfor forskellige videnskabelige discipliner vidner om stor ydmyghed, og en erkendelse af at vores viden er begrænset. Et eksakt bevis på videnskabens begrænsning kan findes, som før omtalt, i kvantefysikken, hvis den teori er rigtig; at der i vores viden om stoffet er visse principielle begrænsninger (jf Heisenbergs usikkerhedsrelation).

Derfor synes det sikkert at formulere det fællesmenneskelige erkendelsespunkt der gælder for både religionerne og videnskaberne, både for tro og viden; at vores erkendelse og viden principielt er begrænset og at ingen med rette kan hævde at være i besiddelse af al sandhed.

Denne erkendelse kan på sigt føre til en større tolerance og en forståelse af, at vi som mennesker har mere til fælles end der skiller os; om ikke andet så dette punkt og den ydmyghed der følger med det.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere