Gå videre til hovedindholdet

digt

2. december 1899, kaptajn nat barfields logbog

vi har i dag rundet cap horn i magsvejr vinden spiler kun lige storsejlet ud
bølgerne kommer rullende fra syd og hæver og sænker os en 30-40 m fra top til bund
de kommer fra et sted hvor der ikke bor mennesker der er det sommer nu og evigt lys
besætningen har det godt dog er der tegn på storm på himlen det bekymrer mig
jeg tænker på dem oppe nordpå og mørket der og hvad denne ekspedition vil bringe
forhåbentlig solid videnskab som følge af de data om livet her vi indsamler
kokken laver fortrinlig mad ud af lidt et held at vi fik ham ombord han er sin løn værd
vi spiser alle med god appetit vi er ved godt mod og rolige men længes vist alle hjem

19. juni 1873, fra student nathaniel barfields dagbog

i aftes var jeg til en storslået banket hos min fars overordnede, mr Smalling, i kompagniet
der traf jeg mrs danthon arving til en millionformue efter hendes far, sir edgar yoll
med det samme jeg så hende følte jeg mig kastet ud på et dybt vand ulig alt jeg kender
jeg så hende som gik hun højt over mig på havoverfladen jeg selv var på havets bund
hun er vel omkring 4 år ældre end jeg og gift jeg var jæger og hun mit bytte, gud hjælpe mig
da vi først så ind i hinandens øjne skjulte hun straks efter blufærdigt et smil (?) bag viften
jeg følte en brændende attrå efter at trænge ind bag og finde, hvad? jeg ved det ikke
dette noget der måske er en tomhed en tom tavle jeg skriver mine inderste længsler på

4. december 1899, fragment af kaptajn nat barfields logbog, sted ukendt

.........(ord mangler)...storm...(ord mangler)...i to dage, ved ikke hvad der er himmel eller hav...
bølgerne slår som tunge forhamre mod skroget...(ord mangler)...djævles hylen...
...(ord mangler) havet koger...(ord mangler)...den yderste straf...(ord mangler)...hjælpen k...
vi har forlængst opgivet at bjerge...(ord mangler)...livet i behold?...(ord mangler)...
...vi hugger stormasten om, hvis...(ord mangler)...er det kyst jeg ser...(ord mangler)...
som en savklinge...(ord mangler)...det smerter i mine skuldre, måske er de begge br...
...jeg ved ikke...(ord mangler)...jeg ved heller ikke hvor mange vi er til...(ord mangler)...
...(ord mangler)...gud give mig en rolig tanke...(ord mangler)........fortabt...(ord mangler)...

5. maj 1907, fra nathaniel barfields dagbog, et sted på yantze floden

plages af insekter jeg ikke kender navnene på, de bider uden persons anseelse alle
xi kommer med et kvarters mellemrum og fylder mit glas med en ukendt grøn væske
hvad er det stærkest smertestillende middel østen har frembragt, buddha eller opium?
for mig er det et fedt det holder længslens tavle ren ubeskrevet men er det ikke døden?
så længe der er kærlighed i verden er der lidelse hvis den forsvinder er vi fortabte
hvis den bliver har vi en chance skulle vi ikke have medfølelse med de lidende med os selv?
hvorfor antage at lidelsen kan forsvinde? hvorfor drømme opiumsdrømme, rene og tomme
hvis jeg ikke elsker føler jeg ikke smerte men lever heller ikke jeg bekender det store
                                                                                                                                           mysterium
                                                                                                           

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere