Carsten Ploug Olsen

Hvis det jeg tidligere har skrevet om religionerne - at de nok kan give en del af sandheden men aldrig al sandhed - er rigtigt, så synes vi der tror på Gud at være i nogenlunde samme situation; vi erkender en del af sandheden eller har fået denne del givet, men ingen af os kan hævde at vi har al sandhed. Denne tanke synes sikker; hvis Gud findes, og Han som den eneste er alvidende, kan vi mennesker ikke på nogen måde, hverken gennem bestemte trosretninger eller åbenbarede værker, få al sandhed. Hvis vi skulle komme i besiddelse af al sandhed ville det kræve, at vi blev lig Gud; og det vil vel intet menneske ved sine fulde fem påstå at være. Synspunktet, at vi kun kan erkende eller 'tro' en del af sandheden kan udbredes til det videnskabelige område. Det jeg har læst og hørt af videnskabsmænd indenfor forskellige videnskabelige discipliner vidner om stor ydmyghed, og en erkendelse af at vores vide...

Når vi ser på verden i dag og ser på de forbrydelser og overgreb og den ufattelige brutalitet der er mange menneskers virkelighed fx i Syrien og Irak, så melder spørgsmålet sig: Hvordan skal vi nogensinde komme ud af denne tragedie med vores menneskelighed i behold? Jeg tror, at det er sikkert, at vejen ud af det nuværende kaos er tilgivelse. Men jeg skal ikke være dommer over de mennesker, der fx har oplevet sin familie blive slagtet i Syrien, og som søger hævn og griber til våben og begår vold. Det er forståeligt og menneskeligt. Men vi kan alle føre historien tilbage til begivenheder, hvor vi selv eller vores land blev udsat for vold og forbrydelser. Spørgsmålet er: Hvor langt vil vi føre denne historie tilbage? Jøderne kan fx henvise til nazisternes folkedrab, palæstinenserne kan henvise til dengang de blev frataget deres land, andre har andre historier og henviser til andre forbrydelser...

Set på en vis måde kan det princip som Charles Darwin formulerede og påviste gjaldt for det biologiske liv på Jorden - evolutionen - siges at gælde i langt videre udstrækning end han tænkte det. Det kan give mening at sige, at evolutionen gælder på så forskellige områder - udover det biologiske - som politik, økonomi og psykologi. Flere områder hvor det giver mening at tale om evolution kan tænkes. Politisk og økonomisk evolution: Her tænker jeg i første omgang på selve det at danne samfund og stater. Flere politiske filosoffer har hævdet tanken om samfundskontrakten, hvor individer afgiver magt og myndighed til politiske ledere. Dette har den fordel i kampen for overlevelse, at flere individer sammen er stærkere end enkeltindivider hver for sig. For at kunne leve flere sammen i samfund er det nødvendigt med fælles regler eller love, som alle frivilligt underkaster sig. Disse...

Shiloh, Tennessee 3. April 1997, Fra Zac Whites dagbog Jeg kan ikke tale med nogen om det her. Og slet ikke Mary Ann. Selvfølgelig kan jeg ikke det. Jeg er vel for fanden en mand. Hvorfor er et ægteskab nødvendigvis en kamp på liv og død; den der blinker først har tabt. Og den der blinker først, er den der er mest bange, og den der er mest bange, er den der har mest på spil, og den der har mest på spil, er den der elsker mest. Så går man i barndom; man bliver dummere end man er; man begynder at krybe; og hun er et rovdyr som alle mennesker, og når rovdyr lugter blod angriber de; eller vender sig bort i foragt. Og over jeres seng hænger et sværd i et hestehår. Spørger du hende hvad du har gjort forkert, kan hun ikke svare andet end; ingenting. Du blev bange. Du er i vejen. Jeg er bange. Jeg tror alle er bange. Og jeg ved at det gælder om ikke at vise det; hvis man gør er rovdyret der med det...

2. december 1899, kaptajn nat barfields logbog vi har i dag rundet cap horn i magsvejr vinden spiler kun lige storsejlet ud bølgerne kommer rullende fra syd og hæver og sænker os en 30-40 m fra top til bund de kommer fra et sted hvor der ikke bor mennesker der er det sommer nu og evigt lys besætningen har det godt dog er der tegn på storm på himlen det bekymrer mig jeg tænker på dem oppe nordpå og mørket der og hvad denne ekspedition vil bringe forhåbentlig solid videnskab som følge af de data om livet her vi indsamler kokken laver fortrinlig mad ud af lidt et held at vi fik ham ombord han er sin løn værd vi spiser alle med god appetit vi er ved godt mod og rolige men længes vist alle hjem 19. juni 1873, fra student nathaniel barfields dagbog i aftes var jeg til en storslået banket hos min fars overordnede, mr Smalling, i kompagniet der traf jeg mrs danthon arving til en millionformue efter hendes...

klippen skærer himlen af med sløv klinge tågens fugtige tunge glider lydløst ned fra tinderne hans krop og hænder og ben et sort løbende kors månen ser og ser ikke han ser og vil ikke kvinden i hytten han løber fra lyset i vinduet dernede roligt brænder det flammer slikker opad hans ryg pisker ham frem med en ed drejer han ad stien ind i skoven jægeren sporer hesten her har han været kviste brækket af strimler af tøj i træernes nåle han bander lavmælt snuser ind taber sporet finder det igen 'tilgiv dine fjender' husker han pludselig sindet mildnes så strammer hadet igen hans kæber hænder knyttes det forjættede land landet der flyder med mælk og honning - og blod, tænker han i den tidlige morgen for enden af vejen byttet står med ryggen mod klippevæggen øjne bundløse af rædsel kvinden knuger hænderne mod brystet idet han styrter i dy...

hvis i nat havet violet og skummende månen hæver sig blegt i sølv skovbrynets dybe skygge her går mennesker i både ud på havet stævner de bådene hvide pile i mørket her hvor alting begynder hvis i skoven præsten lader hesten gå som den vil kappen skjuler hans krop men ikke blikket forgæves søger det at sprede mørket hans hår stålgråt under en sort hat engang elskede han levede han han søger igen kærligheden skoven tung og gammel som verden hvis i bådene minderne furer hans ansigt sved han søgte han fandt og spottede det hellige land en ørken fuld af ild og støv hun søger at trække ham væk fra det forfærdelige han ryster hende af som et generende insekt vantro stirrer han mod korset råber 'se, den højeste har forladt dig' hvis i havet månen søger under det sorte spejl sletter hvor alt bevæger sig langsomt...

I Vandrer mod Lyset findes der belæg for den tanke jeg tidligere har skrevet en del om; den, at mørket har en 'lys' side og en rent sort, altså tanken om mørkets dobbeltnatur. Disse steder er note 2 side 153 i Kommentaren, hvor det siges, at mørket undertiden kan give sig udslag i fænomener, der virker lysende efter jordisk synsvinkel; og side 249 i Oversigten (stykket med mindre typer) hvor tordenvejr nævnes som et for mennesker synligt udtryk for mørkets kræfter; der tænkes i denne sammenhæng på lynene, der jo lyser efter vores opfattelse. Af andre rent fysiske fænomener kunne også - tilføjer jeg - nævnes Solens lys, elektrisk lys osv. Mørkets evne til at 'lyse' gælder som jeg tidligere har skrevet ikke kun for det fysiske mørke (altså fx lyn og sollys) men også for det astrale og åndelige mørke. Eksempler på astralt mørke, der af og til kan virke 'lysende' er kundalini (der af og til kan virke som en lysende flamme eller strøm af ild opad rygg...

Når man som jeg gennem en længere årrække har deltaget i forskellige messer og der har repræsenteret Vandrer mod Lyset (sammen med andre dedikerede ildsjæle) så er det påfaldende, hvor mange gange man hører det synspunkt, at Vandrer mod Lyset og Martinus' kosmologi næsten er identiske og overlapper hinanden. Det er rigtigt at de to tankesæt tidsmæssigt er nogenlunde sammenfaldende; Vandrer mod Lyset udkom første gang i 1920 mens Martinus angiveligt havde sine åbenbaringer eller påståede Kristus-bevidsthedsoplevelser først i 1920' erne. Men ellers er de to værker, Vandrer mod Lyset og Martinus' Livets bog eller det tredje testamente uhyre forskellige, ja næsten modsætninger. For det første er der selve naturen af Martinus' Kristus-oplevelser som han beskriver det i sit værk; en meget voldsom oplevelse som næsten sprængte hans bevidsthed; historisk er der en parallel til Muhammeds åbenbaringer, som det siges fik ham til at frygte, at han var ved at blive sindssyg...

Den eneste berettigelse for denne optegnelse er, at andre måske har været eller er i samme situation; den at tvivle grundlæggende på livets værdi; og om ikke andet så vise at ingen er alene, heller ikke på bunden af afgrunden, der hvor alt ophører eller måske går videre. Det jeg taler om er ikke selvmord. Det jeg taler om, er nødt til at tale om, er den mulighed som Vandrer mod Lyset omtaler: Åndens evige udslettelse. Og som sådan knytter det an til et tidligere indlæg, 'Sær strand'. For omkring 27 år siden skrev jeg i min dagbog: 'Hvad mon der findes i dybderne?' Det fandt jeg så langsomt ud af i den tid der fulgte. Årene forekommer mig nu som en langsom afklædning, hvor illusion efter illusion er faldet; nu står jeg helt nøgen; men ikke med fortrøstning og håb, men derimod på en bund i de dybder jeg dengang ængstedes for men blev draget imod. Bunden finder je...

Er mennesket en dråbe af forstand i et hav af uvidenhed og uforstand? Er det det der menes når man siger, at man ikke skal ridse meget i overfladen før menneskedyret viser tænder? Er det der vi er nu? For at belyse denne tanke kan man se på 1700-tallet overfor det 20. århundrede; oplysningens århundrede overfor barbariets. Hvordan kan en nation, der tæller så fremragende intelligenser som Kant, Schelling og Fichte senere føde en Goebbels, Eichmann og Hitler? Er det en lov som Hegel og Marx udtrykker når de siger, at ting slår over i deres modsætning; er det en lov, at et overdrevent fokus på fornuft nødvendigvis slår over i sin modsætning, barbariet? Eller for at trække linjen tættere til vores tid; at håb og ønsket om positiv forandring som Obama blev valgt på slår over i desillusion og protest som Trumps valgsejr kan være udtryk for? Trækkes de grundlæg...