Vold og misbrug i psykiatrien

Jeg tror, at en del af problemet med vold og misbrug i psykiatrien, som af og til bliver diskuteret (fx i dagens P1 Debat (050117)) er, at man ikke har en virkelig effektiv medicin eller behandling generelt (fx psykoterapi, miljøterapi og lign), hvorfor nogle udvikler et misbrug fx af alkohol eller heroin for at lindre den indre smerte.

Den eksisterende medicin virker for de fleste begrænset og uden at helbrede (hvilket jeg ved af erfaring og som er kendt og fremgår af medicinhåndbogen). Derudover har medicinen for mange en række - af og til uudholdelige - bivirkninger, og som patient bliver man nogle gange tvunget til at tage denne medicin, hvilket skaber konflikt og frustrationer (sikkert også hos nogle behandlere).

En anden forklaring på volden i psykiatrien kan være, at nogle afreagerer den indre smerte og lidelse ved at øve vold enten mod sig selv eller sine omgivelser.

Med til billedet hører også, synes jeg, at man taler en del om patienters vold mod personalet og mindre om personalets vold mod patienterne. Med dette mener jeg tvang eller trusler om tvang.

Ligesom man ikke uden videre kan gå ud fra, at al brug af tvang i psykiatrien er uberettiget kan man gå ud fra at al tvang er berettiget. Og tvang kan være selvforstærkende i den forstand, at har et menneske en gang været udsat for tvang (berettiget eller ej) kan tilliden være brudt permanent, og et menneske der har oplevet tvang som et overgreb (berettiget eller ej) vil være tilbøjelig til at se personalet som en modstander eller sågar en fjende. Og så forstærker den negative spiral sig selv.

Omvendt kræver det sin mand m/k som behandler at blive udsat for vold fra mennesker de fleste prøver at hjælpe og bevare den professionelle indstilling til patienterne og stadig prøve ærligt at hjælpe.

I en situation hvor vi psykisk syge har 'ondt i sjælen' og hvor der ikke umiddelbart er en rigtig effektiv behandling eller bare lindring bliver behandlere og patienter ofte modstandere og ikke medspillere i forsøget på at få et godt eller bare tåleligt liv. Og ikke kun pgra vold fra en af parterne.

Hvis man udvikler et misbrug pgra en indre smerte kommer man som patient let ind i en negativ spiral; stoffer - aggressioner - smerte osv. Nogle formår at bryde denne cirkel fx ved at dyrke motion og leve et regelmæssigt liv.

Det kan tænkes, at motion udover at virke ved at fokus flyttes fra lidelsen, virker ved at de endorfiner (og måske dopamin) der frigives i hjernen (endorfiner kaldes af nogle kroppens egen morfin og dopamin 'lykkestoffet') udover at virke på fysisk smerte også virker på den psykiske smerte som er så karakteristisk for fx skizofreni (min egen diagnose).

Derudover giver motion en naturlig træthed og ikke den stressede udmattelse som mange psykisk syge og fysisk inaktive oplever.

Hvis man formår at dyrke motion og blive ved med det opnår man som sidegevinst en social anerkendelse fordi en slank og veltrænet krop giver 'point' og positiv opmærksomhed. Hvorimod en fed og utrænet krop giver negativ opmærksomhed. En af de kendte bivirkninger for mange typer psykofarmaka er overvægt, og hvis man ikke magter at være fysisk aktiv kan dette føre til yderligere social stigmatisering og isolation, og så kan den negative spiral buldre derudaf.

Hvorimod træning kan give social gevinst og kontakt, måske endda en partner (mange psykisk syge er enlige).

Jeg tror generelt at en løsning på problemet med vold og misbrug i psykiatrien har sit kernepunkt i en bedre (ikke nødvendigvis dyrere) behandling. Vi patienter kan selv gøre en del, fx som skitseret med fysisk træning som et led i behandlingen. Og vi kan håbe, at medicinen efterhånden kan blive bedre og mere effektiv i - om ikke helbredelsen - så i lindringen af de lidelser der følger med psykisk sygdom.