Gå videre til hovedindholdet

Kierkegaards filosofi

For Søren Kierkegaard (1813-55) er det grundliggende spørgsmål og problem hvad det vil sige at være kristen og hvordan man bliver det. Han antager at kristendommen er sand uden at begrunde det, og hævder at synden mod Helligånden, der i traditionel kristendom ikke tilgives af Gud, er at hævde kristendommen som usand.

Det er for så vidt forståeligt, at Kierkegaard ikke begrunder antagelsen af kristendommens sandhed, da kristendommen ifølge ham er en paradoks lære. Derfor kan man ikke med logik begrunde den. Paradokset er hos ham tosidet:

1) Det eviges tilsynekomst i det timelige eller med andre ord det himmelskes tilsynekomst i det jordiske i Kristi inkarnation; Gud blev menneske i Jesus Kristus

2) Troens dobbeltbevægelse; at opgive alt for at få alt; springet ud på de '70000 favne' eksemplificeret i beretningen om Abraham der af Gud bliver befalet at ofre Isak (som Gud selv har skænket ham og hans kone Sara i en høj alder og mod al sandsynlighed), hvilket han accepterer (han vil af lydighed mod Gud ofre alt), men standses i sidste øjeblik af Gud (han får alt (tilbage))

Det første paradoks er et paradoks i forholdet Gud-menneske, det andet i forholdet menneske-Gud. Troens vej er for Kierkegaard en trang og stadig trangere vej da troen og dens dobbeltbevægelse ikke afgøres en gang for alle men må gentages igen og igen hele livet.

Hvorfor er vi i denne situation? Fordi mennesket er eksistentielt skyldigt i kraft af syndefaldet; vi er ikke skyldige for noget konkret vi har gjort eller undladt at gøre, men skyldige, siger kristendommen, fordi vi er mennesker.

Det ville være latterligt at prøve at gendrive Kierkegaards lære med logik og argumenter, da han bygger på en opfattelse af kristendommen som en paradoks lære. Det eneste man vel kan spørge om er dette:

Er vi mennesker eksistentielt skyldige og dermed hjemfaldne til hvert øjeblik at opgive alt (i sidste ende vores sjæl) for at få alt (få sjælen tilbage; frelsen) ved troens dobbeltbevægelse, eller er vi eksistentielt uskyldige? Kierkegaard og kristendommen siger det første, Vandrer mod Lyset og jeg siger det sidste.

(Jeg har her ikke medtaget Kierkegaards tanker om de spidsborgerlige, æstetiske og etiske livsmomenter da jeg opfatter det religiøse og særligt det kristne som hovedpunktet i hans filosofi)

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere