Gå videre til hovedindholdet

Viden og etik

Hvad er viden og hvad er dens forbindelse, betydning og værdi - om nogen - for det vi kunne kalde vores indre menneskelighed?

Hvad viden egentlig er er der fremkommet en del bud på gennem tiderne. Jeg opfatter viden som viden om noget og dermed om noget værende. 'Det ikke-værende' kan vi ikke have viden om; alene det at formulere begrebet adækvat og præcist er vanskeligt, da ordene 'det' ikke-værende eller 'noget' ikke-værende henviser til noget værende (jf Platons, Sofisten); det ikke-værende kan derfor siges at være et erkendelsesteoretisk grænsebegreb; grænsen for det vi kan have viden om.

Eksisterer viden uafhængigt af den menneskelige tanke, eller er viden snarere intimt knyttet (omend ikke nødvendigvis eksklusivt; man forestiller sig fx ofte en alvidende Gud) til den menneskelige tanke? Her fremkommer også spørgsmålet om menneskets evne og ret til at definere hvad fx viden er; er viden det vi bestemmer det til at være (definition), eller fx den måde vi bruger ordet ( konsensus), fx en fællesbetegnelse eller et begreb, der bruges om mange ting, fx atomfysik og botanik, eller er viden et overmenneskeligt eller måske metafysisk eller transcendentalt begreb eller fænomen?

Hvis vi opfatter viden som intimt knyttet til den menneskelige tanke (ikke nødvendigvis eksklusivt) så opstår videre en almindelig fejlkilde i filosofisk og videnskabelig teori og praksis, nemlig opfattelsen af den objektive betragter af en virkelighed vi står udenfor og betragter objektivt og uden at påvirke. Måske er det mere korrekt at opfatte mennesket og den menneskelige erkendelse som en del af virkeligheden, en virkelighed vi kun kan nærme os en objektiv beskrivelse eller teori om uden at kunne skabe helt objektive eller sikre resultater (evidens eller med Kants ord apodiktisk vished) og ud fra vores personlige tanke og dennes begrænsninger; en virkelighed vi altså er en del af og påvirker også i vores forsøg på at forstå den (sandsynliggjort ved kvanteteorien; at iagttageren påvirker det iagttagne).

Fantasi og fantasifigurer eksisterer ikke som noget fysisk værende (fx enhjørninger eller Rowlings dementorer) men som tanker eller tankebilleder. Ligeledes med fx skønlitteratur (fiktion); fiktive beskrivelser eller handlingsforløb eksisterer ikke som fysiske virkeligheder men som mentale. Derfor medregner jeg fantasi og fiktion til det (mentalt) værende.

Hvad er forbindelsen mellem viden og vores indre menneskelighed?

Med viden kan vi både hjælpe og skade vores medmennesker og naturen og ofte kan den samme viden bruges til begge dele; fx kan viden om bakterier både bruges til fremme af hygiejne og medicin og til biologiske våben; eller viden om atomer kan bruges både til fremstilling af energi eller til udvikling af atomvåben (begge våbentypers udvikling kan dårligt beskrives som andet end forbrydelser mod menneskeheden).

Forbindelsen mellem viden og vores indre menneskelighed kan derfor siges at bestå i videns etiske dimension eller hvordan vi forvalter vores indsigt; om vi søger at hjælpe eller skade andre gennem vores viden.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere