Gå videre til hovedindholdet

Om tænkning 2

Igennem filosofiens historie har forskellige tænkere forsøgt at finde et sikkert udgangspunkt for tænkningen, fx 'der må have været en første bevæger', 'jeg tænker, altså er jeg', 'verden må have haft en første begyndelse' eller identitetssætningen, 'A=A' og flere andre.

Men intet forsøg har været ubestridt og alle forsøg er tilsyneladende strandet på uovervindelige vanskeligheder.

Hvorfor?

Måske ligger svaret i selve tænkningens natur. Når en tænker foreslår et udgangspunkt, en begyndelse, så er den pågældende tænker så at sige i tanken, udgangspunktet. Men det synes at være tænkningens natur at man derefter så at sige med et billede kan hæve sig over eller betragte udgangspunktet eller den grundlæggende tanke udefra og derved åbnes der mulighed for kritik og usikkerhed om udgangspunktets rigtighed eller rimelighed.

Tænkningens natur synes at være netop det; en søgen efter et fast udgangspunkt eller begyndelse ved en grundlæggende antagelse eller aksiom; for derefter at hæve sig over antagelsen, se den udefra, hvorved man gør antagelsen usikker eller åben for kritik.

Et eksempel kan være at betragte tanken om nødvendigheden af en grundlæggende antagelse ved enhver erkendelse hvilket kan formuleres sådan:

Enhver erkendelse må nødvendigvis gøre en første, grundlæggende antagelse.

Hvis vi betragter denne tanke kan man fx hæve sig over den eller se den udefra ved spørgsmålene:

Hvorfor er det nødvendigt at gøre en første antagelse ved enhver erkendelse? Er denne tanke rigtig eller sand? Hvad er det i givet fald ved den menneskelige tanke eller erkendelse, der gør en sådan antagelse nødvendig?

Måske er formen for den menneskelige erkendelse af typen:

Hvis X er tilfældet, så Y, Z osv.

Måske er det ikke muligt for den menneskelige erkendelse at opnå absolut eller ubetvivlelig viden overhovedet men kun - som fx Platon skrev - at nå sandsynlige eller tilnærmede erkendelser.

Og grunden kan være, at for enhver påstand, P, kan - med større eller mindre rimelighed - hævdes den modsatte påstand, non-P, eller ikke-P.

Eller måske er det bare en del af tankens natur; at søge at forstå, men derefter, når man mener at have forstået, at hæve sig over denne forståelse eller tanke og se den udefra, hvorved man kan nå en ny forståelse osv; ikke nødvendigvis som en uendelig regress, men måske som en stadigt dybere forståelse.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere