Gå videre til hovedindholdet

Den grundløse helvedesangst

Igennem de snart 30 år jeg har kendt Vandrer mod Lyset har jeg ment, at dette var sandhed. Ikke al sandhed men en god del af den.

Men jeg har også været i tvivl. For hvad nu hvis kristendommen eller islam var sandhed og helvede eksisterede og jeg var fortabt fordi jeg troede på noget forkert; noget der så fuldstændig brød med al kendt religion og som stillede sig så afgjort og skarpt mod bla kristendommen?

Men i de senere år har jeg opnået mere fred for disse anfægtelser. Ikke af egen kraft men fordi Gud har vist mig noget om, hvem Han egentlig er. Han har vist sig for mig som et uendeligt Væsen, en mild og uendeligt kærlig Gud og Far som jeg ikke har nogen grund til at frygte. En Gud som jeg trygt lægger min sjæl i hænderne på.

Jeg kan ikke henvise til mig selv som autoritet med hensyn til hvem og hvad Gud er, hvilket vist ville være temmelig latterligt. Men jeg kan henvise til Gud selv; uden om alle bøger, traditioner og teorier vil jeg henvise til Gud selv og til at ethvert menneske kan spørge sin Gud og Far om ikke dette er sandheden; som en anden Vandrer mod Lyset-kender engang sagde: - Der er slet ikke noget at være bange for.

Jeg kan heller ikke overfor mennesker der ikke tror på Gud i nogen form være en autoritet; kun sige at så vidt jeg ved er Gud tilgængelig for alle, og hvis en igennem livet får brug for at vide om Gud findes, og hvordan Han i givet fald er, så spørg Gud selv og kig mindre på hvad andre mennesker siger og har sagt.

Jeg tror at det er sikkert, at der intet er at være bange for. Jeg tror, at helvedesteorierne alle dage kun har været brugt af mennesker til at skræmme og give magtbegærlige mennesker magt og besegle denne magt; jeg tror at det er en form for perverteret religiøsitet, som intet hold har i virkeligheden.

Men igen; spørg Gud om det virkelig er sådan eller ej. Og så tror jeg at du vil få det samme svar som mig; der er intet at være bange for og alle tanker om dom og straf og fortabelse og helvede har intet på sig.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere