Hvad er viden og hvad er dens forbindelse, betydning og værdi - om nogen - for det vi kunne kalde vores indre menneskelighed? Hvad viden egentlig er er der fremkommet en del bud på gennem tiderne. Jeg opfatter viden som viden om noget og dermed om noget værende. 'Det ikke-værende' kan vi ikke have viden om; alene det at formulere begrebet adækvat og præcist er vanskeligt, da ordene 'det' ikke-værende eller 'noget' ikke-værende henviser til noget værende (jf Platons, Sofisten) ; det ikke-værende kan derfor siges at være et erkendelsesteoretisk grænsebegreb; grænsen for det vi kan have viden om. Eksisterer viden uafhængigt af den menneskelige tanke, eller er viden snarere intimt knyttet (omend ikke nødvendigvis eksklusivt; man forestiller sig fx ofte en alvidende Gud) til den menneskelige tanke? Her fremkommer også spørgsmålet om menneskets evne og ret til at definere hvad fx viden er; er viden det...