I disse år forskes der intenst i menneskets gener og arveanlæg, og et af de områder hvor denne forskning udøves er på det psykiatriske felt.
Jeg tror, at videnskabens bedste bud på en forklaring på fx skizofreni eller depression i dag er, at det hænger sammen med genfejl eller at en bestemt kombination af gener gør visse mennesker sårbare overfor disse sygdomme.
Men det er værd at bemærke at det ikke umiddelbart er indlysende at det forholder sig sådan. Det kan - hvis man tænker at sygdommen ligger i generne - være svært at afgøre om genfejlen er årsag eller virkning. Dette siger jeg med udgangspunkt i den kendsgerning at en del mennesker kommer sig helt eller delvist af alvorlige sindslidelser (recovery).
Hvis derfor generne ligger til grund for disse lidelser, og mennesker kan komme sig over dem, må det betyde, at generne kan ændre sig i et livsløb. Og hvis generne kan ændre sig kan det tænkes, at lidelserne starter med at generne - af ukendte årsager - ændrer sig.
Ændring i generne kan derfor både tænkes at forårsage og helbrede psykiske lidelser - af endnu ukendte årsager.
Derfor kan det siges, at måske er genændringer ikke en forklaring men kun en beskrivelse af, hvad der sker når et menneske rammes af en sindslidelse (altså en virkning ikke en årsag). Og årsagerne kan tænkes at være andre ting eller forhold som vi i dag ved meget lidt om.
Kommentarer
Send en kommentar