Igennem århundreder eller årtusinder har tænkere og videnskabsmænd søgt en fast grund under videnskaben og erkendelsen. Man har søgt et sikkert udgangspunkt og givet denne søgen forskellige resultater eller helt opgivet at finde denne faste grund.
Ikke bare i filosofien men også i naturvidenskaben har man forsøgt sig med forskellige grundantagelser, aksiomer, som man ikke begrunder og af og til har hævdet ikke krævede begrundelse. En af grundantagelserne for den naturvidenskabelige erkendelse er fx at der findes en ydre, objektiv verden som er tilgængelig for menneskelig erkendelse. Denne opfattelse eller grundantagelse er dog blevet problematiseret fx gennem den såkaldte sollipsisme (at vi ikke kan være sikre på en ydre, objektiv verdens eksistens og at der findes andre personligheder eller bevidstheder end vores egen).
Det forekommer mig, at selve denne søgen har været præget af en vis uklarhed i tanken på den måde, at man har sammenblandet epistemologi (erkendelsesteori) og ontologi (læren om det værende; hvad vil det sige, at noget eksisterer). Jeg tror ikke, at det altid har været klart, hvad og hvilket grundlag man egentlig søgte grundlaget for.
Måske er det muligt at dele spørgsmålet op i to dele:
1) et muligt grundlag for den menneskelige erkendelse generelt
2) et muligt grundlag for erkendelsen af begrebet eksistens specifikt
ad 1) Hvis det vi søger er et fast grundlag for den menneskelige erkendelse generelt hvad er da mere naturligt end at tage udgangspunkt i tanken, det vi erkender med. Hvis vi accepterer tanken som reelt eksisterende, kan dette være det udgangspunkt al anden erkendelse kan have.
ad 2) Hvis det vi søger er et fast grundlag for begrebet eksistens (det ontologiske grundspørgsmål) tror jeg, at det er sværere. Jeg er gennem læsning af forskellige filosoffers værker ikke stødt på nogen (tilfredsstillende) forklaring af dette begreb, og måske er det ikke tilgængeligt for menneskelig erkendelse. Og det er måske her usikkerheden stammer fra og grunden til at man er nødt til at tro eller ikke tro på fx den ydre, objektive verdens eksistens (som nævnt ovenfor).
Sikkert er det i hvert fald, at den mulige menneskelige erkendelse er begrænset (selv om fx Hegel benægter dette). Måske er det ontologiske grundspørgsmål en af de begrænsninger vi som mennesker må acceptere.
Ikke bare i filosofien men også i naturvidenskaben har man forsøgt sig med forskellige grundantagelser, aksiomer, som man ikke begrunder og af og til har hævdet ikke krævede begrundelse. En af grundantagelserne for den naturvidenskabelige erkendelse er fx at der findes en ydre, objektiv verden som er tilgængelig for menneskelig erkendelse. Denne opfattelse eller grundantagelse er dog blevet problematiseret fx gennem den såkaldte sollipsisme (at vi ikke kan være sikre på en ydre, objektiv verdens eksistens og at der findes andre personligheder eller bevidstheder end vores egen).
Det forekommer mig, at selve denne søgen har været præget af en vis uklarhed i tanken på den måde, at man har sammenblandet epistemologi (erkendelsesteori) og ontologi (læren om det værende; hvad vil det sige, at noget eksisterer). Jeg tror ikke, at det altid har været klart, hvad og hvilket grundlag man egentlig søgte grundlaget for.
Måske er det muligt at dele spørgsmålet op i to dele:
1) et muligt grundlag for den menneskelige erkendelse generelt
2) et muligt grundlag for erkendelsen af begrebet eksistens specifikt
ad 1) Hvis det vi søger er et fast grundlag for den menneskelige erkendelse generelt hvad er da mere naturligt end at tage udgangspunkt i tanken, det vi erkender med. Hvis vi accepterer tanken som reelt eksisterende, kan dette være det udgangspunkt al anden erkendelse kan have.
ad 2) Hvis det vi søger er et fast grundlag for begrebet eksistens (det ontologiske grundspørgsmål) tror jeg, at det er sværere. Jeg er gennem læsning af forskellige filosoffers værker ikke stødt på nogen (tilfredsstillende) forklaring af dette begreb, og måske er det ikke tilgængeligt for menneskelig erkendelse. Og det er måske her usikkerheden stammer fra og grunden til at man er nødt til at tro eller ikke tro på fx den ydre, objektive verdens eksistens (som nævnt ovenfor).
Sikkert er det i hvert fald, at den mulige menneskelige erkendelse er begrænset (selv om fx Hegel benægter dette). Måske er det ontologiske grundspørgsmål en af de begrænsninger vi som mennesker må acceptere.
Kommentarer
Send en kommentar