Gå videre til hovedindholdet

Filosofi som videnskab

I hvert fald siden filosoffen, Immanuel Kants (1724-1804), indsats for filosofien har der været en bestræbelse på at videnskabeliggøre dette område af den menneskelige erkendelse. Med en vis ret kan man vel sige, at denne bestræbelse startede allerede med René Descartes (1596-1650) med hans metodiske tvivl og søgen efter et sikkert punkt for erkendelsen.

Uden at være ekspert er det mit indtryk, at denne bestræbelse er slået fejl i en sådan grad, at nogle i dag taler om vores tid som en - i filosofisk henseende - postmetafysisk epoke.

Men - kan det tænkes at man fra starten har grebet det forkert an idet man har krævet at for at en erkendelse eller et filosofisk system kan betegnes som videnskabeligt må det være et udtryk for sikker viden (apodiktisk vished; Kant; Kant ender i sit erkendelsesteoretiske hovedværk, "Kritik der reinen Vernunft" da. "Kritik af den rene fornuft" med at afvise en sådan apodiktisk vished (absolut sikkerhed) på det metafysiske eller den rene tænknings område og afgrænser menneskets mulige erkendelse til erfaringen)?

Det er mit indtryk, at dette krav ikke stilles så skarpt i andre videnskabsgrene selv om man taler om videnskabelig evidens. Erfaringen viser at nye observationer af og til rokker ved ellers "sikre" teorier - hvorefter man må nytænke området (hvad enten det er inden for fysik, kemi, medicin osv) - komme med nye hypoteser eller sammenhængende teorier.

Og dette forstår jeg er en integreret del af det, man kalder den videnskabelige metode; altså at opstille hypoteser eller sammenhængende teorier ud fra observationer eller iagttagelser og korrigere disse hypoteser eller teorier hvis der kommer afgørende nye og overraskende data til forskningsfeltet. Man taler her om den videnskabelige metodes selvkorrigerende princip.

Men hvis det at bedrive videnskab er at benytte den videnskabelige metode kan kravet om absolut sikkerhed for filosofisk erkendelse siges at være overdrevet, måske umuligt at honorere. Det kunne tænkes at den videnskabelige metode også kunne bruges i filosofien fx inden for erkendelsesteorien idet man her fx kunne observere eller iagttage noget af det mest grundlæggende på dette felt nemlig tanken.

Men det afgørende her er ikke så meget de eksempler eller resultater man kunne opnå ved denne form for videnskabeliggørelse af filosofien - det afgørende er selve metoden; altså den videnskabelige metodes mulige brug i filosofien ud fra observationer, hypotese- eller teoridannelse osv.

Det er mit indtryk at filosofien modsat de fleste andre områder af videnskaben har lidt under kravet om absolut sikker, uigendrivelig sand viden eller teorier hvorefter - da man ikke har kunnet indfri dette krav - er endt i skepticisme eller relativisme - måske uden grund.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere