Det er en kendsgerning at mange mennesker i fx Danmark stiller sig ligegyldige eller afvisende overfor al religion herunder fx den kristne. Hvis man tror, at de eneste mulige opfattelser af Gud - religionernes fundament i de forskellige skikkelser den har fået gennem tiden - er repræsenteret i de nu kendte og af mange anerkendte religioner så er dette fuldt forståeligt og et udtryk for åndelig modenhed. Jeg skal i det følgende begrunde dette idet jeg tager udgangspunkt i Augustins Guds- og menneskeopfattelse da Augustin kom til at spille en afgørende rolle i den såkaldt "hellige almindelige (katolske) kirke".
Augustins Guds- og menneskeopfattelse er kun ét eksempel blandt mange på ubrugelige og direkte destruktive opfattelser af Gud og det guddommelige. Dette siger jeg ikke for at ophidse nogen eller dømme Augustin men som en nøgtern kendsgerning. Jeg tager det for givet, at ligesom fx Paulus grundlagde en religion (kristendommen) ud fra falske forudsætninger og direkte løgne (indgivet ham af Ardor hvilket der i Pauli tilfælde er gjort nøje rede for i VmL+) så danner heller ikke Augustin nogen undtagelse her. Både Paulus og Augustin var ifølge VmL+ af de Yngste og prøvede ærligt på at drage lyset til os mennesker, hvilket dog mislykkedes totalt for begge disse to og alle andre før og efter dem indtil lysets gennembrud i 1912 hvor det omsider lykkedes Kristus at vinde den ældste (Ardor) tilbage.
Ifølge Augustin er mennesket under anklage - guddommelig anklage - og skyldigt - skyldigt til døden (fortabelsen). Dette begrundes med syndefaldet, hvor mennesket var ulydigt mod Gud. Men Gud er "nådig" så i nogle indplanter han frelsen eller en spire af lys - han tilgiver nogle - som så kan vokse sig stærk gennem livet. Andre hjemfalder som følge af syndefaldet til den evige fortabelse.
Alt dette er dog - ifølge Augustin - forudbestemt (prædestineret) af Gud. Gud har fra evighed af bestemt alt med hensyn til mennesket - han har forud bestemt nogle til frelse og andre til fortabelse. Intet afhænger af mennesket alt er bestemt af Gud fra evighed.
Augustin forklarer forudbestemmelsen (prædestinationen) som et udtryk for Guds storhed og hellighed. Med hensyn til de frelste vil deres lovprisninger tjene til at herliggøre Gud for hans godhed, de fortabtes lidelser ses som en konsekvens af Guds ubøjelige strenghed.
Men - nøgternt set - hvilket billede giver denne opfattelse egentlig af Gud? Jeg har tidligere kaldt denne "Gud" for en simpel tyran der meget ligner de jordiske despoter, der ophøjer nogle og dræber eller forfølger andre og som viser nåde mod nogle og fordømmelse mod andre og som i øvrigt kræver konstant tilbedelse og beundring.
Men at kalde denne "Gud" for en simpel tyran er ikke præcist nok. Man forstår jo, at denne "Guds" magt ikke er begrænset som de jordiske tyranners magt trods alt er begrænset. Denne "Gud" er almægtig og hans dom (til enten frelse eller fortabelse) er evig. Dette gør "Gud" til en mildest talt tvetydig skikkelse. Hvilket gudsbillede er der egentlig her tale om? Hvilket andet end den ultimative tyrans - djævelens (som denne opfattes i kristendommen).
Men denne "Gud" er endda værre end djævelen som han opfattes i kristendommen idet djævelen i kristen forståelse trods alt kun har begrænset magt. Hvis Augustins opfattelse af Gud og det guddommelige er sand, så er Gud ond og så må vi sige med Kristus som han sagde om dele af den jødiske opfattelse af Gud ("Guds" hævngerrige og vægelsindede side) - at vi - menneskene - bør sky ham, for han er af det onde.
Jeg tror, at dette tilstrækkeligt kan begrunde min indledende bemærkning om, at ateisme under disse forhold - med de kendte og anerkendte opfattelser af Gud i verdensreligionerne (idet det her anførte eksempel netop kun er ét eksempel blandt mange) - må betragtes som et tegn på åndelig modenhed og klarsyn.
Der findes andre måder at se på Gud - og mange fx kristne har måske selv formået at rense sit billede for disse grelle misforståelser og destruktive løgne - men måske har vi brug for en slags religiøs og åndelig nulstilling med hensyn til det religiøse - en bredt accepteret ateisme - indtil alle disse løgne har sluppet sit tag i menneskesindet og vi kan begynde at forstå hvem Gud egentlig er.
Augustins Guds- og menneskeopfattelse er kun ét eksempel blandt mange på ubrugelige og direkte destruktive opfattelser af Gud og det guddommelige. Dette siger jeg ikke for at ophidse nogen eller dømme Augustin men som en nøgtern kendsgerning. Jeg tager det for givet, at ligesom fx Paulus grundlagde en religion (kristendommen) ud fra falske forudsætninger og direkte løgne (indgivet ham af Ardor hvilket der i Pauli tilfælde er gjort nøje rede for i VmL+) så danner heller ikke Augustin nogen undtagelse her. Både Paulus og Augustin var ifølge VmL+ af de Yngste og prøvede ærligt på at drage lyset til os mennesker, hvilket dog mislykkedes totalt for begge disse to og alle andre før og efter dem indtil lysets gennembrud i 1912 hvor det omsider lykkedes Kristus at vinde den ældste (Ardor) tilbage.
Ifølge Augustin er mennesket under anklage - guddommelig anklage - og skyldigt - skyldigt til døden (fortabelsen). Dette begrundes med syndefaldet, hvor mennesket var ulydigt mod Gud. Men Gud er "nådig" så i nogle indplanter han frelsen eller en spire af lys - han tilgiver nogle - som så kan vokse sig stærk gennem livet. Andre hjemfalder som følge af syndefaldet til den evige fortabelse.
Alt dette er dog - ifølge Augustin - forudbestemt (prædestineret) af Gud. Gud har fra evighed af bestemt alt med hensyn til mennesket - han har forud bestemt nogle til frelse og andre til fortabelse. Intet afhænger af mennesket alt er bestemt af Gud fra evighed.
Augustin forklarer forudbestemmelsen (prædestinationen) som et udtryk for Guds storhed og hellighed. Med hensyn til de frelste vil deres lovprisninger tjene til at herliggøre Gud for hans godhed, de fortabtes lidelser ses som en konsekvens af Guds ubøjelige strenghed.
Men - nøgternt set - hvilket billede giver denne opfattelse egentlig af Gud? Jeg har tidligere kaldt denne "Gud" for en simpel tyran der meget ligner de jordiske despoter, der ophøjer nogle og dræber eller forfølger andre og som viser nåde mod nogle og fordømmelse mod andre og som i øvrigt kræver konstant tilbedelse og beundring.
Men at kalde denne "Gud" for en simpel tyran er ikke præcist nok. Man forstår jo, at denne "Guds" magt ikke er begrænset som de jordiske tyranners magt trods alt er begrænset. Denne "Gud" er almægtig og hans dom (til enten frelse eller fortabelse) er evig. Dette gør "Gud" til en mildest talt tvetydig skikkelse. Hvilket gudsbillede er der egentlig her tale om? Hvilket andet end den ultimative tyrans - djævelens (som denne opfattes i kristendommen).
Men denne "Gud" er endda værre end djævelen som han opfattes i kristendommen idet djævelen i kristen forståelse trods alt kun har begrænset magt. Hvis Augustins opfattelse af Gud og det guddommelige er sand, så er Gud ond og så må vi sige med Kristus som han sagde om dele af den jødiske opfattelse af Gud ("Guds" hævngerrige og vægelsindede side) - at vi - menneskene - bør sky ham, for han er af det onde.
Jeg tror, at dette tilstrækkeligt kan begrunde min indledende bemærkning om, at ateisme under disse forhold - med de kendte og anerkendte opfattelser af Gud i verdensreligionerne (idet det her anførte eksempel netop kun er ét eksempel blandt mange) - må betragtes som et tegn på åndelig modenhed og klarsyn.
Der findes andre måder at se på Gud - og mange fx kristne har måske selv formået at rense sit billede for disse grelle misforståelser og destruktive løgne - men måske har vi brug for en slags religiøs og åndelig nulstilling med hensyn til det religiøse - en bredt accepteret ateisme - indtil alle disse løgne har sluppet sit tag i menneskesindet og vi kan begynde at forstå hvem Gud egentlig er.
Kommentarer
Send en kommentar