I dag er det kun få - efter min vurdering - der kender til "Vandrer mod Lyset!". Mange har måske hørt om værket, men jeg tror, at mange også har afvist den eller måske afvist overhovedet at beskæftige sig med den. Dette kan have mange årsager. For at gribe i egen barm vil jeg sige, at en af grundene kan være en uheldig, måske til tider fanatisk eller påtrængende formidling af tankerne der rummes i værket.
Vi mennesker kommer ofte til at stå skarpt overfor hinanden specielt når det vi taler om er hjerteblod, udtryk for vores inderste, dér hvor det brænder for os.
Men jeg kunne tænke mig at sige lidt om begrundelsen for at vi har fået dette værk. Grunden er ikke, at Gud kræver at vi skal bøje os for det, eller overhovedet tro på noget bestemt (fx VmL), den egentlige grund er, at vi gennem værket stilles overfor tilgivelsesspørgsmålet - tilgivelsen af Ardor (Satan) - og at hvis vi formår at give denne tilgivelse oprigtigt, vil det betyde en væsentlig afkortelse af vores inkarnationsrækker og derved vil mange lidelser mildnes eller helt forhindres.
Den egentlige grund er altså ikke noget hensyn til Gud men derimod et hensyn til os mennesker selv.
Der er ingen sanktioner hvis man afviser denne hjælp - ingen straf - ikke fra Gud eller nogen anden. Men vi vil let kunne skabe mange unødige lidelser for os selv, hvis vi afviser at tilgive. Men enhver står helt frit her som i alle andre forhold i livet. Mennesket har sin selvbestemmelsesret.
Jeg kunne tænke mig også at sige noget om, hvordan vi kan forstå Ardor og hans ondskab som den var dengang han endnu kæmpede imod Gud og mennesker for derved måske at gøre det lettere at tilgive. Jeg vil gøre det ud fra det kendskab jeg selv har til mørket, det onde. Ikke for at skabe opmærksomhed omkring mig selv, ikke for at lufte det beskidte undertøj offentligt, som man siger, men for at tydeliggøre nogle pointer.
Jeg tænker mig Ardors (og de øvrige Ældstes) ondskab opdelt i forskellige former og aspekter. Først er der selvbeundringen som ifølge VmL var det første led i deres fald. Denne kender jeg også fra mig selv. Ofte har jeg taget mig selv i at have tanker og følelser om egen storhed - storhedsvanvid. Jeg indrømmer det, og derfor forstår jeg Ardor og kan tilgive det.
Dernæst er der hadet forstået som en affekt, en følelse. Vi ved fra VmL at dette oprindelig startede i den situation, hvor Ardor havde inkarneret alle sine brødre og søstre (også sin dual) og ville inkarnere sig selv - for at glemme sine lidelser. Ifølge værket udslyngede han da forbandelser mod Gud og alle.
Også dette kender jeg fra mig selv. Jeg har også tit følt raseri mod Gud, specielt Gud - og grunden har været lidelse og afmægtighed. Og jeg har tit forbandet Gud - i raseri, smerte, lidelse og afmægtighed - præcis som Ardor. Og derfor forstår jeg det og kan tilgive det.
Til sidst vil jeg nævne det man kan kalde den egentlige ondskab; den beregnede, villede, kalkulerede ondskab som ikke er præget af affekt men fuldt overlæg.
Denne forestiller jeg mig har været fremherskende hos Ardor da han skabte alle sine frygtelige æteroptegnelser hvis formål var at skabe så megen sorg, lidelse og elendighed blandt os mennesker - alle krige osv og for om muligt helt at forhindre mennesket i nogensinde at nå Gud og for at forhindre de Yngste i at sejre over ham (ved at vinde ham tilbage til lyset).
Denne ondskab er måske den sværeste at tilgive. Men vi må prøve at forestille os hvordan det var for ham og de øvrige Ældste. Fra mig selv kender jeg også denne - ikke frie - men knugende, sammenbidte tilstand og følelsen af tvang. De følelser der ledsager denne tilstand er forfærdelige. Man vil noget bestemt - måske vil man tvinge andre mennesker til at gøre noget, måske er der noget man begærer så heftigt, at man tilsidesætter alle hensyn til andre.
Det er en forfærdelig tilstand, jeg forstår den, og derfor kan jeg tilgive også det.
Nu er det klart, at ingen af os mennesker nogensinde er faldet så dybt som ham (Ardor). Han er den, der har syndet mest, begået flest forbrydelser mod menneskeheden uden sammenligning. Men dette kan man vælge at se som endnu et argument for tilgivelse - ud fra en forståelse af den lidelse der altid følger med når man falder for mørket. Han har syndet mest - derfor er han også den der lider mest.
Til sidst vil jeg sige som jeg begyndte med at der ingen straf er for - hverken fra Guds eller andres side - ikke at ville beskæftige sig med disse tanker. Enhver står frit som det ofte siges i værket. Gud tvinger ingen - tvang hører mørket til. Men for vores egen skyld er det godt at tilgive - ikke af hensyn til Gud - men til os selv.
Vi mennesker kommer ofte til at stå skarpt overfor hinanden specielt når det vi taler om er hjerteblod, udtryk for vores inderste, dér hvor det brænder for os.
Men jeg kunne tænke mig at sige lidt om begrundelsen for at vi har fået dette værk. Grunden er ikke, at Gud kræver at vi skal bøje os for det, eller overhovedet tro på noget bestemt (fx VmL), den egentlige grund er, at vi gennem værket stilles overfor tilgivelsesspørgsmålet - tilgivelsen af Ardor (Satan) - og at hvis vi formår at give denne tilgivelse oprigtigt, vil det betyde en væsentlig afkortelse af vores inkarnationsrækker og derved vil mange lidelser mildnes eller helt forhindres.
Den egentlige grund er altså ikke noget hensyn til Gud men derimod et hensyn til os mennesker selv.
Der er ingen sanktioner hvis man afviser denne hjælp - ingen straf - ikke fra Gud eller nogen anden. Men vi vil let kunne skabe mange unødige lidelser for os selv, hvis vi afviser at tilgive. Men enhver står helt frit her som i alle andre forhold i livet. Mennesket har sin selvbestemmelsesret.
Jeg kunne tænke mig også at sige noget om, hvordan vi kan forstå Ardor og hans ondskab som den var dengang han endnu kæmpede imod Gud og mennesker for derved måske at gøre det lettere at tilgive. Jeg vil gøre det ud fra det kendskab jeg selv har til mørket, det onde. Ikke for at skabe opmærksomhed omkring mig selv, ikke for at lufte det beskidte undertøj offentligt, som man siger, men for at tydeliggøre nogle pointer.
Jeg tænker mig Ardors (og de øvrige Ældstes) ondskab opdelt i forskellige former og aspekter. Først er der selvbeundringen som ifølge VmL var det første led i deres fald. Denne kender jeg også fra mig selv. Ofte har jeg taget mig selv i at have tanker og følelser om egen storhed - storhedsvanvid. Jeg indrømmer det, og derfor forstår jeg Ardor og kan tilgive det.
Dernæst er der hadet forstået som en affekt, en følelse. Vi ved fra VmL at dette oprindelig startede i den situation, hvor Ardor havde inkarneret alle sine brødre og søstre (også sin dual) og ville inkarnere sig selv - for at glemme sine lidelser. Ifølge værket udslyngede han da forbandelser mod Gud og alle.
Også dette kender jeg fra mig selv. Jeg har også tit følt raseri mod Gud, specielt Gud - og grunden har været lidelse og afmægtighed. Og jeg har tit forbandet Gud - i raseri, smerte, lidelse og afmægtighed - præcis som Ardor. Og derfor forstår jeg det og kan tilgive det.
Til sidst vil jeg nævne det man kan kalde den egentlige ondskab; den beregnede, villede, kalkulerede ondskab som ikke er præget af affekt men fuldt overlæg.
Denne forestiller jeg mig har været fremherskende hos Ardor da han skabte alle sine frygtelige æteroptegnelser hvis formål var at skabe så megen sorg, lidelse og elendighed blandt os mennesker - alle krige osv og for om muligt helt at forhindre mennesket i nogensinde at nå Gud og for at forhindre de Yngste i at sejre over ham (ved at vinde ham tilbage til lyset).
Denne ondskab er måske den sværeste at tilgive. Men vi må prøve at forestille os hvordan det var for ham og de øvrige Ældste. Fra mig selv kender jeg også denne - ikke frie - men knugende, sammenbidte tilstand og følelsen af tvang. De følelser der ledsager denne tilstand er forfærdelige. Man vil noget bestemt - måske vil man tvinge andre mennesker til at gøre noget, måske er der noget man begærer så heftigt, at man tilsidesætter alle hensyn til andre.
Det er en forfærdelig tilstand, jeg forstår den, og derfor kan jeg tilgive også det.
Nu er det klart, at ingen af os mennesker nogensinde er faldet så dybt som ham (Ardor). Han er den, der har syndet mest, begået flest forbrydelser mod menneskeheden uden sammenligning. Men dette kan man vælge at se som endnu et argument for tilgivelse - ud fra en forståelse af den lidelse der altid følger med når man falder for mørket. Han har syndet mest - derfor er han også den der lider mest.
Til sidst vil jeg sige som jeg begyndte med at der ingen straf er for - hverken fra Guds eller andres side - ikke at ville beskæftige sig med disse tanker. Enhver står frit som det ofte siges i værket. Gud tvinger ingen - tvang hører mørket til. Men for vores egen skyld er det godt at tilgive - ikke af hensyn til Gud - men til os selv.
Kommentarer
Send en kommentar