Carsten Ploug Olsen

I en artikel i Quanta Magazine   diskuteres en matematisk opdagelse skabt af Keita Yokoyama og Ludovic Patey angående en mulig forbindelse mellem begrebet uendelighed og den fysiske verden. Opdagelsen er centreret omkring Ramseys teori for par og viser angiveligt muligheden af uendelige objekter (talpar). Jeg tænker mig at der kan tænkes en langt enklere forbindelse mellem begrebet uendelighed og den fysiske verden, nemlig den der eksisterer mellem et hvilket som helst objekt (en stol, en bil osv) og rummet objekterne findes i. I denne tanke er ethvert objekt endeligt mens det rum objektet er i er uendeligt; eller mere generelt: Stoffet er endeligt (begrænset), mens rummet som stoffet er i er uendeligt (ubegrænset). Det synes rimeligt at betragte rummet som uendeligt i den forstand at der ingen påviselig grænse er for det, og det kan siges at være definitionen på rummet at det netop er ubegrænset, og rimeligt at betragte ethvert legeme (objekt) som begrænset (endeligt)...

Hvis Vandrer mod Lyset og tekstkredsen omkring hovedværket er sandhed, så er der nogle ganske alvorlige implikationer forbundet med lovlig adgang til abort, med aktiv dødshjælp og for mennesker der vælger at tage deres eget liv. Men jeg vil gerne starte dette indlæg med at sige, at jeg forstår de ulykkelige mennesker der lider så meget at døden og selvmord synes at være den eneste udvej. Jeg lider selv af en alvorlig sindslidelse og har gjort det i over 30 år og jeg kender en del til de tanker om at døden måske er en befrielse også hvis man skulle vælge den aktivt selv. Lidelserne kan være så alvorlige og langvarige at man skriger indeni efter lindring og lidelsernes ophør. Og så kan døden af og til virke som den eneste vej og som pårørende til et alvorligt lidende menneske kan man i afmagt og trang til at hjælpe, at stoppe lidelserne, komme til at se i samme retning som det menneske, der skriger på udfrielse: Døden. Og jeg vil gerne tilføje, at jeg er sikker på, at mennes...

Som bekendt hævder kristendommen at Gud blev menneske i Jesus Kristus, gav os en etisk og religiøs lære, satte et eksempel til efterfølgelse og lod sig korsfæste og opstod fra de døde for at besejre døden og give frelse til alle der tror. Hvordan skal man nu forholde sig til en sådan lære? For en kristen tænker som Kierkegaard er kristendommen en paradoks lære med vægten ( fx i Frygt og bæven ) på det absurde i at det evige (Gud) kom ind i det timelige (Jorden). Så vidt jeg kan se argumenterer Kierkegaard ikke nogen steder for kristendommens sandhed men forudsætter den som givet. Og hvis han har ret i kristendommens paradoksale natur ville det også være umuligt og latterligt med logik at ville bevise det ulogiske  (paradoksale, absurde). Kristendommen lader sig ikke - som al religion - bevise eller modbevise. I den udstrækning fx kristendommen taler til os, rører noget i os og v...

I en hvis forstand lader bibelen - uagtet den omhandler virkelige personer og handlinger - sig betragte som en myte idet man følger Kierkegaards myteforståelse - at myten lader det der er indvortes foregå i det udvortes; dvs gennemspille en handling i det ydre som i virkeligheden primært har en indre basis og realitet. Den mytiske - altså indre - realitet som bibelen gennemspiller kan siges at være det Grundtvig beskrev som kristendommens essens eller grundskema: Skabelse - syndefald - frelse og opstandelse. Dette skema påstås i en vis forståelse af kristendommen at gælde for det enkelte menneskes liv på den måde at den mytiske skabelse svarer til det enkelte menneskes fødsel. Syndefaldet svarer til det enkelte menneskes trang til at være sin egen herre overfor Gud (Grundtvig); måske ligefrem at være lig Gud fx i en antropocentrisk livsforståelse i stedet for en teocentrisk  (hvor man forst...

"Vi, de retfærdige, de gode er under angreb; derfor har vi ret til at forsvare os med alle midler, ret til at dræbe fjenden, de onde". Sådan siger i vor tid både Vesten og Islamisk Stat og andre såkaldt hellige krigere. Vi ser det som i et spejl eller ekko; ordene er de samme og konsekvenserne er de samme som de altid har været; som det var under de to verdenskrige og den kolde krig og længe før det og altid som en del af menneskets historie, den afgrund vi falder i igen og igen. Myrderi og barbari sker når vi ikke forstår at den etiske grænselinje mellem godt og ondt går i hver af os - hele livet - at den ikke går mellem mennesker - "de gode" og "de onde" - men i mennesker; i os alle; barbariet begynder når den indre etiske grænselinje projiceres ud og bliver til grænser mellem mennesker, bliver en ydre grænse. Mennesker krydser grænsen med sit "vi, de gode, I, de onde" og myrder løs og b...

Er kærlighed flødekager, solskin og søndag hver dag? Eller er kærlighed rugbrød, polarstorm og hverdag? Er forskellen på kærlighed og forelskelse ikke det samme som Kant beskriver i Kritik der praktischen Vernunft forskellen mellem pligt og tilbøjelighed; Vi har måske lyst til at svigte vores partner eller ægtefælle, men er det ikke vores pligt ikke at svigte (fx være utro)? Eller er forskellen den parallelle betragtning som Kierkegaard gør i sondringen mellem det etiske og det æstetiske (eller det spidsborgerlige); pligt overfor tilbøjelighed, ansvar overfor svigt? Er kærlighedens værdi ikke netop så høj fordi den koster noget? Er dens værdi ikke præcis hvad den koster? Er forelskelse ikke værdiløs fordi den intet koster og forsvinder og bliver til intet lige så hurtigt som den kom og uafhængigt af os, en kraft, der handler med os som den vil, hvis den få...

Hvad digterfilosoffen  skrev om sorg, har jeg erfaret om kærlighed; siden min tidlige ungdom har der siddet en kærlighedens pil i mit hjerte. Så længe den sidder der er jeg - ikke ironisk - men fortvivlet; trækkes den ud dør jeg. Og så tænker jeg, at måske er det grundlæggende menneskelige valg enten at dø af kærlighed eller dø af ensomhed. Giv mig en mægtig fjende - en konge eller præsident eller mestertænker - dem kan jeg klare; men skån mig for kærlighedens trojanske hest, der stilles op på sjælens centrale torv; om natten myldrer krigerne ud og nedslagter alle til sidste mand. Af og til forekommer kærligheden mig at være et sværd jeg styrter mig i med åbent bryst, frivilligt. Og ensomheden som en brændende ørken, der udslukker alt liv. Og er disse to så - livet? Sådan tænker jeg somme tider. Andre gange lyver jeg det væk, fortrænger det, maler billedet over med stærke iøjenfaldende farver og harmoniske former. Men er det ikke sådan det er? Den jeg elsker ka...