Gå videre til hovedindholdet

Endelighed og uendelighed

I en artikel i Quanta Magazine diskuteres en matematisk opdagelse skabt af Keita Yokoyama og Ludovic Patey angående en mulig forbindelse mellem begrebet uendelighed og den fysiske verden.

Opdagelsen er centreret omkring Ramseys teori for par og viser angiveligt muligheden af uendelige objekter (talpar).

Jeg tænker mig at der kan tænkes en langt enklere forbindelse mellem begrebet uendelighed og den fysiske verden, nemlig den der eksisterer mellem et hvilket som helst objekt (en stol, en bil osv) og rummet objekterne findes i.

I denne tanke er ethvert objekt endeligt mens det rum objektet er i er uendeligt; eller mere generelt: Stoffet er endeligt (begrænset), mens rummet som stoffet er i er uendeligt (ubegrænset).

Det synes rimeligt at betragte rummet som uendeligt i den forstand at der ingen påviselig grænse er for det, og det kan siges at være definitionen på rummet at det netop er ubegrænset, og rimeligt at betragte ethvert legeme (objekt) som begrænset (endeligt), da dette ifølge sin definition har en grænse.

Er dette ikke en mere nærliggende teori for forbindelsen mellem endeligt og uendeligt?

(English translation made by myself):

In an article in Quanta Magazine a recent discovery in mathematics concerning a possible connection between the finite and the infinite made by Keita Yokoyama and Ludovic Patey is discussed.

The discovery is centered round Ramseys theorem of pairs and shows or postulates the possibility of infinite objects (pair of numbers).

I think that there might be a far more simple connection between the concept of infinity and the physical world, namely that which constitute every object (a chair, a car etc) and the space in which these objects exist.

In this theory every object is finite while the space in which it is is infinite; or in generel: Matter is finite while the space in which it is is infinite.

It seems sensible to view the space as infinite since it has no limit, which seems to be the definition of space, and it seems to be likewise sensible to view every object as finite according to its definition.

Isn't this a more agreeable theory of the connection between the infinite and the physical world?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere