Carsten Ploug Olsen

"Vi, de retfærdige, de gode er under angreb; derfor har vi ret til at forsvare os med alle midler, ret til at dræbe fjenden, de onde". Sådan siger i vor tid både Vesten og Islamisk Stat og andre såkaldt hellige krigere. Vi ser det som i et spejl eller ekko; ordene er de samme og konsekvenserne er de samme som de altid har været; som det var under de to verdenskrige og den kolde krig og længe før det og altid som en del af menneskets historie, den afgrund vi falder i igen og igen. Myrderi og barbari sker når vi ikke forstår at den etiske grænselinje mellem godt og ondt går i hver af os - hele livet - at den ikke går mellem mennesker - "de gode" og "de onde" - men i mennesker; i os alle; barbariet begynder når den indre etiske grænselinje projiceres ud og bliver til grænser mellem mennesker, bliver en ydre grænse. Mennesker krydser grænsen med sit "vi, de gode, I, de onde" og myrder løs og b...

Er kærlighed flødekager, solskin og søndag hver dag? Eller er kærlighed rugbrød, polarstorm og hverdag? Er forskellen på kærlighed og forelskelse ikke det samme som Kant beskriver i Kritik der praktischen Vernunft forskellen mellem pligt og tilbøjelighed; Vi har måske lyst til at svigte vores partner eller ægtefælle, men er det ikke vores pligt ikke at svigte (fx være utro)? Eller er forskellen den parallelle betragtning som Kierkegaard gør i sondringen mellem det etiske og det æstetiske (eller det spidsborgerlige); pligt overfor tilbøjelighed, ansvar overfor svigt? Er kærlighedens værdi ikke netop så høj fordi den koster noget? Er dens værdi ikke præcis hvad den koster? Er forelskelse ikke værdiløs fordi den intet koster og forsvinder og bliver til intet lige så hurtigt som den kom og uafhængigt af os, en kraft, der handler med os som den vil, hvis den få...

Hvad digterfilosoffen  skrev om sorg, har jeg erfaret om kærlighed; siden min tidlige ungdom har der siddet en kærlighedens pil i mit hjerte. Så længe den sidder der er jeg - ikke ironisk - men fortvivlet; trækkes den ud dør jeg. Og så tænker jeg, at måske er det grundlæggende menneskelige valg enten at dø af kærlighed eller dø af ensomhed. Giv mig en mægtig fjende - en konge eller præsident eller mestertænker - dem kan jeg klare; men skån mig for kærlighedens trojanske hest, der stilles op på sjælens centrale torv; om natten myldrer krigerne ud og nedslagter alle til sidste mand. Af og til forekommer kærligheden mig at være et sværd jeg styrter mig i med åbent bryst, frivilligt. Og ensomheden som en brændende ørken, der udslukker alt liv. Og er disse to så - livet? Sådan tænker jeg somme tider. Andre gange lyver jeg det væk, fortrænger det, maler billedet over med stærke iøjenfaldende farver og harmoniske former. Men er det ikke sådan det er? Den jeg elsker ka...

Som Vandrer mod Lyset! beskriver verden er Jorden en syndens og dødens verden. Bogen beskriver indgående hvorfor og hvordan det er blevet sådan; i de jordiske tiders morgen faldt nogle af Guds børn (de ældste) for mørket og skabte det menneskelige, fysiske legeme der er underkastet lidelser og død. Jeg tror at det er rigtigt at sige, at der er den sammenhæng mellem synden og døden, at synden er det, der fører til døden. Døden kom jo ind i verden ved de ældstes fald og synd. Ved at betragte forskellige religiøse og filosofiske traditioner i både vest og øst kan denne sammenhæng iagttages, dog i forvrænget form. I strenge udlægninger af kristendommen, som fx i meget af middelalderens munkevæsen, men også fx i dele af Søren Kierkegaards  (1813-55) filosofi og kristendomsforståelse (især de værker der har pseudonymet anti-Climacus som forfatter ( Indøvels...

Hvem kan flygte fra sin egen ondskab? Jeg har prøvet. Og blev en halv mand. En flygtning i mit eget sind og min egen krop. Da jeg var ung var jeg som i et mørkets fængsel. Mørket bandt mit sind, mine tanker. Så prøvede jeg at bryde ud da jeg ikke kunne bære det mere, og mørket steg som en flodbølge, langsomt langsom kvælning, som et vilddyr der prøvede at bryde ud, bryde frem, kradse, bide, flå sig ud af min bløde krop og mit forpinte sind. Og jeg gyste. Og prøvede at holde det tilbage, låse det inde dybt nede i den afgrund i mig der fødte det. Men det måtte ud. Og det eksploderede dybt inde fra og forandrede alt. Da var det at jeg prøvede at flygte. Nu ser jeg det, føler det og ved ikke om jeg kan overvinde det. Skal jeg prøve at overvinde det? Det er jo mig, en del af mig. Som en ven engang sagde: Hvem vinder når man kæmper med sig selv? En del af vilddyret er en gammel so...

Er kristendom den umulige fordring, det absurde, og Guds nådes Hånd der griber mig når jeg falder fra fordringen? Skal jeg vove springet ud på de 70000 favne vand? Skal jeg opgive alt, mit liv, min forstand, min sjæl for at få alt? Skal den der elsker sit liv miste det, og den der hader sit liv få evigt liv? Er tro det at springe og fortabelse det at lade være? Skal jeg elske min næste som jeg elsker mig selv? Skal jeg tilgive mine fjender? Skal jeg vende den anden kind til når jeg bliver slået? Skal jeg tro at Gud blev menneske, lod sig korsfæste og opstod og derved besejrede døden? Også min død? Til evigt liv, hvis jeg tror? Er det vejen, sandheden og livet? Gud, jeg står her med min rystende og rystede sjæl og ser ned i afgrunden, de 70000 favne vand, som både kan være frelse og fortabelse, himmel og helvede. Du siger spring! Og tier. Skal jeg som Abraham ubetinget adlyde? Du siger: S...

Tanken om at blive lig Gud kan siges at være grundlæggende i både vestlig og østlig kultur, filosofi og religion; i Vesten repræsenteret ved syndefaldsmyten og faustmyten, i Østen repræsenteret ved begrebet om kundalini og vel også ved den buddhistiske tanke om oplysthed. I bibelens syndefaldsmyte ser man konsekvenserne af denne tanke; mennesket bliver ikke lig Gud ved at spise af Kundskabens Træ, men udstødes fra Edens Have. Og konsekvensen for Faust og hans pagt med djævelen, som han indgår for at få viden (fx i Goethes Faust eller Thomas Manns Doktor Faustus ), er at han mister sin sjæl. Konsekvensen er derfor parallel og skæbnesvanger. I Østen vurderes tanken anderledes positivt ved at det hævdes, at gennem askese, selvfornægtelse og forskellige teknikker kan føre til, at kundalinislangen rejser sig og gør mennesket lig Gud eller guddommelig. I moderne vestlig videnskab kan det vel...