Carsten Ploug Olsen

Hvordan beskytter vi os bedst mod den ondskab, der i går ramte Paris i form af det hæslige og afskyelige terrorangreb hvor hundredvis af mennesker måtte lide døden? For det første tror jeg ikke, at det er korrekt, når flere politikere gentagne gange kalder denne ondskab meningsløs og irrationel eller sindssyg. Jeg tror, at der ligger en form for logik - eller rettere ambition - bag. Jeg tror, at visse mennesker ønsker et verdensherredømme (selv om første delmål måske er herredømmet i Mellemøsten og måske Nordafrika) - et kalifat - baseret på terror, diktatur og undertrykkelse - under en maske - en svag fernis - af religion (islam). Hvis dette er korrekt - hvordan beskytter vi os så mod denne bølge af ondskab, der nu overskyller verden? Med vold? Beskytter vi os bedst ved at slå disse mennesker ihjel? Hvis ja - hvad er så konsekvensen for os selv? Bliver vi bedre eller dårligere mennesker ved at følge den samme voldslogik som terroristerne? Er det ikke sådan at enhver krig, ethver...

Det 20. århundrede; skyggen tårnede sig op; 1. verdenskrigs rædsler; men hen ved jul et år rejste nogle soldater fra begge sider sig fra skyggegravene og sang, "Stille Nacht", og spillede fodbold mod hinanden; 2. verdenskrig; skyggen tårner sig op; til sidst to lyn; Hiroshima, Nagasaki; men folk rykkede sammen og overvandt rædslerne. Så kom Den kolde Krig; et kvælende mørke lagde sig om Jorden, det voksede og voksede og vi troede at det hele ville slutte; men igen rykkede vi sa mmen; sten for sten blev flyttet, tanke for tanke fandt vi ind til det stille, indtil vi nåede mætningspunktet og pludselig - som en kemisk bundfældning - kom tøbruddet; Det 21. århundrede; igen ser vi, føler vi det onde rejse sig; klimatruslen, ondskabens krigere, folk råber hadet ud og handler; økonomien vakler; vi går med spørgsmålstegn indeni; hvordan skal vi komme videre, hvordan skal vi komme over det, hvordan skal vi komme igennem? Ondskaben er ikke så meget bestemte menne...

gennem nåleøjet I jeg er næsten digter dette næsten et digt ting jeg mangler for at blive rigtig digter: et sortsyn uden udveje at råbe ulven kommer i stedet for mit idiotiske ulven har været her men er lusket af igen et ensomt koldt mørkt loftsværelse vinden hylende ind ad utætte ruder et næsten nedbrændt stearinlys og ingen penge at købe et nyt for nedskrive min bibel med rystende forfrosne hænder at se mine skygger brænde som sorte flammer på væggen hvis ikke jeg kan blive digter vil jeg være tryllekunstner eller kalif som harun al-rashid have eget harem skidt at løbe tør for koner vandre søvnløs rundt i mit palads om natten se magtens skygger brænde som sorte flammer på væggen hvis ikke jeg kan blive kalif som harun al-rashid vil jeg være en skov en ukendt kvinde vandrer ind i være en vind om hendes lægge stryge blidt op ad hendes ben være den kilde hun træder ud i og sandet mellem hendes tæer tro på hendes kærlighed og begær II åh, at være digter en ...

Har mennesket og verden en kerne, et centrum (hhv jeg´et og Gud) eller ikke? Hvis man ser på nyere videnskabelige teorier; - overgangen fra den tyske eller absolutte idealisme (Schelling, Kant, Fichte, Hegel) med dens logiske holisme og forsøg på at se verden som en helhed eller enhed, til den logiske atomisme (Russell) og analytisk filosofi som ikke studerer helheder men (små) delområder af verden og livet; teorien om the big bang (som skal forstås som en udvidelse af rummet, ikke en eksplosion af stof i rum og dermed verden uden (påviseligt) centrum); biosemiotik (Hoffmeyer), som stiller spørgsmål ved det meningsfulde i at tale om jeg´et som centrum for personligheden eller jeg´ et overhovedet og i stedet studerer tegns grundlæggende betydning for livet; det videnskabelige studium af nervesystemet (Neuroscience) som hævder identitet mellem fysiske og mentale processer (den materialistiske identitetsteori), og da hjernen ikke kan siges at have et centrum er der måske så heller ik...

Flere steder i bibelen og koranen siges det, at Gudsfrygt er starten på visdom. Fx nævnes det i bibelen, hvor frygteligt det er, "at falde i den levende Guds hænder" og i 2. Mosebog, 19 og følgende kapitler åbenbarer 'Gud' sig på Sinaj bjerg for Moses og israelitterne under torden og lyn og røg og til lyden af horn for de forfærdede mennesker. (Der er tilsvarende beskrivelser af den forfærdende 'Gud' i koranen). Men er dette rigtigt? Har vi grund til at frygte Gud? Jeg har selv erfaret noget om Guds væsen, ikke fordi jeg er et specielt fremragende menneske, der har Guds særlige bevågenhed, men fordi Gud har åbenbaret sig for mig, ladet mig se - eller rettere føle - noget om hvem Han er. I de ægte åbenbaringer jeg har modtaget fra Ham kan jeg slet ikke genkende dette med at Gud skulle fremkalde frygt eller angst - og slet ikke genkende dette med at jeg bør og har grund til at frygte den Almægtige...

Som alle ved eller burde vide - siger jeg og indføjer straks, at Gud - ikke mennesker - er min dommer - så har den storkæftende Menneskesøn en god og en dårlig nyhed; Den gode nyhed - midt i al brokket over os gudsjammerlige og elendige og vantro mennesker - er, at han er død og opstanden for vores skyld. Den dårlige nyhed er, at hvis ikke vi tror på dét, så kan vi passende tilbringe evigheden i lidelser og rædsler og med at fundere over, hvorfor vi dog ikke lyttede til Sønnen - dette guddommelige pindsvin - mens tid var. Som mange ved, så har vi ikke kun det ene brev fra evigheden. Vi har mange. Således er der også bragt os et af overbringeren af et godt budskab og den tydelige advarer. Det gode ved dette brev, ved dette budskab er, at hvis vi underkaster os, er der ingen ende på de lyksaligheder der venter os i evigheden. Advarslen gælder dem, der ikke vil underkaste sig den Almægtige tyran. Dem vil det - som det fremgår med al ønskelig tydelighed - gå ilde. Læs selv brevet. Så...

- Karl Marx (1818-1883) beskrev (Das Kapital) mennesket som det burde være, Adam Smith (1723-1790) beskrev (Wealth of Nations) mennesket som det er. Er dette en rigtig tanke? Eller er der tale om to potentielt lige destruktive politiske systemer eller tankegange? Jeg tror, at det er rigtigt at sige, at på bunden af både den marxistiske og den liberalistiske analyse ligger spørgsmålet om ejendomsretten. I marxismen hævdes det at den private ejendomsret bør afskaffes, ja at historien selv som følge af klassekamp, det at nogle (få) ejer det meste og at andre (mange) ejer lidt, automatisk vil føre til afskaffelsen af den private ejendomsret. De mange vil nødvendigvis med magt fratage de få deres privilegier og ejendom og overføre den til gruppen (samfundet) (den dialektiske materialisme). Omvendt hævder Smith med begrebet "den usynlige hånd" at idet mennesker søger deres eget bedste og følger deres egne mål, vil summen af deres bestræbelser nødvendigvis også føre til det f...