Hidtil har jeg forsøgt at argumentere for, hvorfor tvungent regimeskifte udefra ved militær intervention - trods eventuelt gode hensigter - er irrationelt og ved det militære indgreb opståede magtvakuum med næsten matematisk sikkerhed fører til borgerkrig.
Og jeg har forsøgt at argumentere for, at retsstaten er det bedste middel mod borgerkrig.
Jeg vil her forsøge at argumentere for, hvorfor heller ikke et tvungent regimeskifte indefra - ved en voldelig revolution - trods eventuelt gode hensigter og under fx paroler som ved den franske revolution om frihed, lighed og broderskab - er vejen til varig forbedring for borgere, der lever under et forhadt og diktatorisk styre:
Det første der her springer i øjnene er det paradoksale i at ville gennemtvinge friheden, hvis frihed er den (sunde) værdi, der ønskes og måske mangler.
Dernæst må vi sige, at oprørsbevægelser, der med vold søger at gennemtvinge regimeskifte, er nødt til at øve en vold, der er større end den man bekæmper, hvis deres forsæt skal lykkes. Denne større vold kan både være materiel eller strategisk. Allerede her ligger den første kilde til korrumpering af måske ellers ædle værdier og berettigede ønsker om bedre og mere frie livsvilkår.
Den større vold man er nødt til at øve, ødelægger de mennesker indefra, der øver den, og det ligger i sagens natur, at det nye, revolutionære styre er nødt til at opretholde volden og tvangen, i det mindste overfor det gamle regimes støtter, fordi disse er tvunget mod deres vilje til at afgive magt og privilegier.
De revolutionære står derfor med en ødelagt indre menneskelighed overfor en delvis fjendtlig befolkning, og resultatet er med næsten matematisk sikkerhed, at det nye regime fryser til et nyt og måske værre diktatur og tyranni.
Det er den voldelige revolutions ubønhørlige og grusomme logik, og derfor kan jeg ikke se andet, end at den eneste vej frem mod et undertrykkende og forhadt styre er en langsom indre og derefter ydre reform, hvor de ægte værdier - fx frihed og humane love - tilegnes i frihed og med tålmodighed. Tvang er i hvert fald ikke vejen.
Eventuelt kan man praktisere passiv modstand gennem civil ulydighed, og derved - ved at afstå fra vold - bevare den moralske overlegenhed - en strategi der viste sig effektiv ved Mahatma Gandhis rolle i Indiens løsrivelse fra det britiske imperium.
Kun de værdier vi tilegner os i frihed kan bære, og kun det styre og samfund, der vokser frem i ægte kærlighed til virkelige værdier, og som ikke kompromitteres og besudles af vold, er stabilt og kan skabe bedre liv for alle.
Kommentarer
Send en kommentar