Som jeg før har udviklet, så vil tvungent regimeskifte ved militær intervention med næsten matematisk nødvendighed føre til borgerkrig, idet det herved opståede magtvakuum vil søges udfyldt af stridende fraktioner og grupperinger, som måske tidligere kæmpede mod den magt, som interventionen omstyrtede. Og derfor er heller ikke en rationel exit-strategi mulig.
Eksempler på det har vi i tilfældene Afghanistan, Irak og Libyen, hvor vestlig militær intervention i øvrigt selv har været med til at skabe de flygtningestrømme, som man er så fortørnet over, et medansvar man søger at løbe fra ved at nægte de således nødstedte asyl og beskyttelse.
Det følger heraf, at en stærk centralmagt er nødvendig, hvis borgerkrig skal undgås. Men ikke en hvilken som helst centralmagt. For hvis magten er diktatorisk og undertrykkende, vil de undertrykte borgeres indre trang og vilje til og behov for frihed søge at omstyrte regimet, og derved igen skabe et tomrum, som - både ved selve oprøret og efterfølgende - fører til borgerkrig.
Derfor er borgerkrig en nødvendig og tragisk følge både af tvungent regimeskifte ved militær intervention udefra, og af et diktatorisk regime, som vil søges omstyrtet indefra.
Det bedste værn mod borgerkrig er derfor en stærk men ikke diktatorisk centralmagt, som få eller ingen - ydre eller indre fjender - har interesse i eller incitament til at omstyrte, og som tilsikrer borgerne den størst mulige frihed i et samfund med fornuftige og humane love, og en model for en sådan magt har vi i retsstaten, som bygger på demokrati, hvor borgerne inddrages i magten, og som respekterer de universelle menneskerettigheder og - pligter.
I en sådan retsstat har vi den størst mulige grad af frihed, og i et sådant samfund vil risikoen for borgerkrig være mindst, idet dets styrke ikke er diktatorisk og ikke bygger på tvang, men derimod henter sin styrke i borgernes frie tilslutning til dets orden og værdier, og ved at inddrage i princippet alle i magten.
Et sådant samfund (fx det danske) og en sådan magt vil være mindst muligt truet af ydre og indre omstyrtelse ved militær intervention eller oprør (borgerkrig), og derfor er retsstaten efter min mening det stærkeste middel mod borgerkrig.
Hvis det ulykkelige alligevel sker, at der udbryder krig eller borgerkrig mellem eller i nogle lande, bør ofrene for krigen eller borgerkrigen - flygtningene - behandles af stater hvor der hersker fred på samme måde som man selv ville ønske at blive behandlet, hvis man var i deres sted.
Denne hjælp bør ydes proportionalt af alle lande med fred - efter evne og mulighed - som det nu søges gjort gennem FN-systemet, ikke som en form for almisse, men som en ret alle således nødstedte har i overensstemmelse med den universelle ret til liv.
Kommentarer
Send en kommentar