Hvis den globale bestræbelse på inden for de næste år og årtier at gøre sig fri af fossile brændsler lykkes, så vil olie, kul og gas blive taget ud af den globale geopolitiske ligning.
Det vil blandt andet betyde, at den vestlige afhængighed af den mellemøstlige olie vil svinde bort, og dermed forsvinder også Vestens politiske interesse i Mellemøsten, og dermed ønsket om indflydelse i regionen.
Hvis vi skal tro nogle kilder, fx DR Podcasten, Jihadisternes hævn, ved Martin Grønne, så er den vestlige indblanding i Mellemøsten generelt og Saudi-Arabien specielt, en del af motivationen for visse terrorgruppers, her al-Qaidas, aktiviteter.
Hvis derfor indblandingen mindskes eller helt forsvinder, så vil altså en del af terrorens brændsel fordufte - og derfor vil vi måske se en nedgang i den ulykkelige globale terror.
Konspirationsteoretikere vil her se den egentlige årsag til den globale bestræbelse på at udfase de fossile brændsler, deriblandt olien, men dem hører jeg ikke til.
Jeg antager, at den videnskabelige konsensus på området er rigtig og sand, og konstaterer så bare, at en sidegevinst ved en udfasning af de fossile brændsler kan blive en mere fredelig verden, fri for terror og alt hvad deraf følger; at idet vi forsøger at løse det ene problem, klimakrisen, kan vi også løse det andet, problemet med terrorrisme.
Kommentarer
Send en kommentar