Carsten Ploug Olsen

Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så følger en række vigtige ting for os mennesker. Vi får blandt meget andet en mulighed for at bringe hadet ud af verden igen ved at følge tråden tilbage til dets første oprindelse: Den situation for længe siden hvor den Ældste, Ardor (Satan), alene i mørket og gennemstrømmet af dets tunge og lidelselsfyldte bølger forbandede alt og alle, også Gud. Ved at tilgive ham dette had og alt hvad der fulgte, kan vi neutralisere og eliminere dette mørke. For at gøre det lettere at tilgive hans had og hans forbandelser, må vi prøve at forstå, hvad der lå bag; vi må forstå, at forbandelserne ikke skyldtes en notorisk og evig ondskab, men derimod fødtes af grænseløse lidelser. Enhver kender sikkert fra sig selv, hvad lidelser kan afføde af vrede og had; lidelser kan føde had, og had føder nye lidelser, der igen forstærker hadet osv. Der er tale om en ond cirkel, som de fleste kan forstå. Den eneste måde at bryde hadet og forbandelserne på er i Ardors tilfælde at ...

Hvis den globale bestræbelse på inden for de næste år og årtier at gøre sig fri af fossile brændsler lykkes, så vil olie, kul og gas blive taget ud af den globale geopolitiske ligning. Det vil blandt andet betyde, at den vestlige afhængighed af den mellemøstlige olie vil svinde bort, og dermed forsvinder også Vestens politiske interesse i Mellemøsten, og dermed ønsket om indflydelse i regionen. Hvis vi skal tro nogle kilder, fx DR Podcasten, Jihadisternes hævn, ved Martin Grønne, så er den vestlige indblanding i Mellemøsten generelt og Saudi-Arabien specielt, en del af motivationen for visse terrorgruppers, her al-Qaidas, aktiviteter. Hvis derfor indblandingen mindskes eller helt forsvinder, så vil altså en del af terrorens brændsel fordufte - og derfor vil vi måske se en nedgang i den ulykkelige globale terror. Konspirationsteoretikere vil her se den egentlige årsag til den globale bestræbelse på at udfase de fossile brændsler, deriblandt olien, men dem hører jeg ikke til. Jeg antager...

Hidtil har jeg forsøgt at argumentere for, hvorfor tvungent regimeskifte udefra ved militær intervention - trods eventuelt gode hensigter - er irrationelt og ved det militære indgreb opståede magtvakuum med næsten matematisk sikkerhed fører til borgerkrig. Og jeg har forsøgt at argumentere for, at retsstaten er det bedste middel mod borgerkrig. Jeg vil her forsøge at argumentere for, hvorfor heller ikke et tvungent regimeskifte indefra - ved en voldelig revolution - trods eventuelt gode hensigter og under fx paroler som ved den franske revolution om frihed, lighed og broderskab - er vejen til varig forbedring for borgere, der lever under et forhadt og diktatorisk styre: Det første der her springer i øjnene er det paradoksale i at ville gennemtvinge friheden, hvis frihed er den (sunde) værdi, der ønskes og måske mangler. Dernæst må vi sige, at oprørsbevægelser, der med vold søger at gennemtvinge regimeskifte, er nødt til at øve en vold, der er større end den man bekæmper, hvis deres for...

Den vestlige religiøse, filosofiske, videnskabelige og politiske historie fra omkring år 1400 og frem kan læses som en langsom, gradvis frigørelsesproces og frihedskamp, hvor strålende ånder under stor og indædt modstand fra fx religiøse og politiske autoriteter og magthavere har søgt at skabe grund og virkelighed for frihedens tanke og realitet. Vi nævner her nogle få: John Wycliff, Martin Luther, Rene Descartes, Baruch Spinoza, Francis Bacon, Nikolaus Kopernikus, Voltaire og John Stuart Mill. Den frihed som disse personligheder - og mange andre med dem - kæmpede for, kan ikke kun relateres til den vestlige kultur, men må hævdes og tilkæmpes universelt. Vi må hævde tanke- og trosfrihed (herunder retten til ikke at tro), ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, politisk frihed og retten til deltagelse i magtudøvelsen gennem demokrati og demokratiske forfatninger som universelle og umistelige rettigheder gældende for alle mennesker, uanset hvor man er født og lever. Vi må hævde og kræve univer...

Ved at sammenholde forskellige skriftsteder fra Vandrer mod Lyset, kan vi få en viden om, hvordan vi mennesker renser vores hjerter og ånd, og dermed hvordan vi arbejder os hen mod den størst mulige jordiske og menneskelige fuldkommenhed: I Ardors beretning, kap. 14 siger Jesus, at vi skal angre vores onde gerninger for at rense vores hjerter og gå frem til større fuldkommenhed. Tilsvarende står der i Kommentaren, side 158-159, at sorg og anger over onde tanker og handlinger udrenser og neutraliserer mørket i os. I Spørgsmål og Svar II, no 64 står der, at når alt ondt, alt mørke i os er udrenset og elimineret, så vil vores tanke og vilje smelte sammen, og vi bliver upåvirkelige af mørkets kræfter og udstrålinger i al evighed, og efter at vi har sonet eventuel restkarma, siges vi - af Kristus - løs fra al videre inkarnation på Jorden, og vandrer videre fra lysklode til lysklode i den oversanselige verden, indtil vi når Guds Rige, Paradis. Dermed kan vi gennem sorg og anger gå frem - som...

Det er sværere at gå op ad trappen, end det er at lade sig falde, Vi lever med livets hastighed, tiden, Ombølget af Guds stærke lysranker, Lad tvivlen falde, verden begynde  Den genvej til Lyset og Gud som Vandrer mod Lyset anviser må af mennesker vandres i frihed og uden tvang. Som Ignatius Loyola siger i sin opsummering af genvejen i Forsoningslæren og genvejen, så er det første skridt en oprigtig tilgivelse af den dybest faldne, Ardor (Satan). Denne tilgivelse kan ikke fremtvinges af andre eller gives af andre for os, men må gives af hver især personligt i frihed, og den vej der vandres under tvang eller pres er ingen vej eller en omvej. Vejen må således vandres i frihed, ikke for Guds eller de yngstes skyld, men for menneskers egen. For kun de værdier, de sandheder vi tilegner os i frihed, og kun den etik, der leves i frihed, har egentlig og evig værdi for ånden.

Som jeg før har udviklet, så vil tvungent regimeskifte ved militær intervention med næsten matematisk nødvendighed føre til borgerkrig, idet det herved opståede magtvakuum vil søges udfyldt af stridende fraktioner og grupperinger, som måske tidligere kæmpede mod den magt, som interventionen omstyrtede. Og derfor er heller ikke en rationel exit-strategi mulig. Eksempler på det har vi i tilfældene Afghanistan, Irak og Libyen, hvor vestlig militær intervention i øvrigt selv har været med til at skabe de flygtningestrømme, som man er så fortørnet over, et medansvar man søger at løbe fra ved at nægte de således nødstedte asyl og beskyttelse. Det følger heraf, at en stærk centralmagt er nødvendig, hvis borgerkrig skal undgås. Men ikke en hvilken som helst centralmagt. For hvis magten er diktatorisk og undertrykkende, vil de undertrykte borgeres indre trang og vilje til og behov for frihed søge at omstyrte regimet, og derved igen skabe et tomrum, som - både ved selve oprøret og efterfølgende ...