Gå videre til hovedindholdet

Krigens anatomi II

Ligesom det ikke giver mening med tvungne regimeskift ved militær intervention i verdens brændpunkter - da indgrebet medfører et magtvakuum som derefter søges udfyldt af andre forskellige og stridende parthavere i landets politik, hvilket med nødvendighed fører til borgerkrig - er det muligt at argumentere mod andre faser og fænomener med hensyn til krig og krigens væsen:

Det giver ingen mening at føre regulær angrebskrig - altså hvor målet er erobring og ikke regimeskift - da en international praksis hvor lande søger erobring, danner en præcedens hvor andre lande vil gøre det samme, hvilket da meget let slår tilbage på det eller de lande, der først starter en krig.

Ved at starte en erobringskrig skaber man en norm, som andre vil efterligne - eventuelt som forsvar eller som det man kalder forebyggende krig  - og dermed har vi international krig eller i sin yderste konsekvens en verdenskrig.

Hvis vi ser på borgerkrigen, så giver det ingen mening at dræbe sine landsmænd, da også disse drab skaber en norm, som andre vil efterligne - igen eventuelt som forsvar eller forebyggende eller som hævn - og dette slår igen let tilbage på den eller dem, der udfører det første drab, så han fra at være gerningsmand selv bliver offer.

Derfor giver krig (og al anden vold) simpelthen ikke mening, da den eller det land, der først bryder freden (eller de personer der udfører anden vold), meget let i sidste ende ender med at blive (sit eget) offer.

Ved at øve vold eller føre krig - hvordan man så end prøver at retfærdiggøre og rationalisere det - skaber man en norm eller en præcedens som andre vil efterligne, og derfor skaber man en situation, hvor man selv let bliver offer.

Krig og vold er eksponentielt voksende katastrofer, idet der for hvert offer findes flere alliancelande eller som individ familie og venner, der måske igen vil søge hævn osv. 

Derfor er krig og vold simpelthen dumt - og mennesker helt uværdigt. Det er derudover dyrt og skaber nærmest uendelige lidelser.

Hvis vi tænker tanken til ende og antager at et land eller en gruppe af lande søger og opnår verdensherredømme ved militære midler, så skaber en sådan altomfattende krig så meget had og så mange lidelser, at stort set alle andre lande og mennesker ved alle midler vil søge at omstyrte et sådant regime, og det voldelige verdensrige vil derfor kun holde i kort tid.

Det vil blive omstyrtet og tilintetgjort ved vold, som voldens konsekvens, og derfor giver enhver form for krig simpelthen ingen mening.

Derimod giver det mening at søge at holde fred med andre lande, og som individer fred med sine medmennesker, da det vil øge chancen for at man som land og menneske selv kan leve i fred og sikkerhed.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...