Gå videre til hovedindholdet

Kierkegaards filosofi II

Som jeg forstår Kierkegaards filosofi, er hans to grundlæggende spørgsmål, som udfoldes i forfatterskabet, følgende:

1) Hvad vil det sige at være kristen, og hvordan bliver man det?

2) Hvad vil det sige at være sig selv, og hvordan bliver man det?

Spørgsmålet om kristendommen er for Kierkegaard det arkimediske punkt i det evige, mens det eksistentielle grundspørgsmål er det tilsvarende punkt i det timelige.

De to sfærer, det evige og det timelige, har deres brændpunkt eller skæringspunkt i Kristus; dels gud, dels menneske, dels det evige og dels det timelige.

At det evige og det timelige overhovedet mødes (i Kristus), er for Kierkegaard troens paradoks.

For Kierkegaard bliver man kristen ved Springet og troens dobbeltbevægelse: Man springer ud på de 70 000 favne idet man opgiver sig selv eller alt, og Gud griber det således udsatte menneske, og giver os tilbage til os selv.

Således skærer det evige og det timelige også hinanden i os; det religiøse og det eksistentielle mødes med Kristus som brændpunkt. Eller som det tænkes i den dialektiske teologi: Ved evangeliets personlige og forkyndte, eksistentielle tiltale til enhver.

At blive kristen har at gøre med forkyndelsen og det levende ord, mens man først og fremmest bliver sig selv ved at ville sig selv, hvilket så vidt jeg kan se i Kierkegaards filosofi har at gøre med overgangen fra det æstetiske moment til det etiske.

Men - hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så falder den religiøse del af denne tankerække, idet det her siges, at Kristus ikke er Gud.

Vi behøver ikke at frygte og bæve for det guddommelige og trygge og varme og nære, vi behøver ikke at opgive os selv for at få os selv og vi behøver ikke at afdø fra verden.

Vi behøver ikke alle disse overspændte tankerækker, hvortil også fx må regnes Paulus' breve, men kan trygt lægge vores liv i GUDS hånd, og hvis ikke vi ønsker dette eller overhovedet tror på en Gud, da fuldtud tilfredsstille Gud ved simpelthen at søge at elske vores medmennesker og ud fra kærligheden søge at højne og forædle vores ånd.

Dette er det ene fornødne og det er nok.

(Kilder til denne artikel: Vandrer mod Lyset; Søren Kierkegaard, Samlede værker 1-20 (Gyldendal), Wikipedia (ang den dialektiske teologi, som jeg først så omtalt i Tankens magt (1-3); Lindhardt og Ringhof); Bibelen (1992 oversættelsen)).

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere