Der findes ingen retfærdige argumenter for -personlig eller statslig - vold
Med Vandrer mod Lyset er det muligt at kaste et måske nyt lys over fænomenet vold. I dette værk siges det således, at mørket kan afpolariseres på to måder:
Enten ved at individet (eller tilføjer jeg staten) handler efter mørket, det onde, eller ved individets sorg og anger over onde tanker eller handlinger.
I det første tilfælde kan det føles som et indre pres når mørket bygger op i os, et pres der kræver udløsning, fx i en voldelig handling. Når handlingen er udført, kan det føles som en lettelse - mørket har givet sit udslag, er blevet afpolariseret.
Men lettelsen er kortvarig. For i næste øjeblik kan et tilsvarende mørke bygge op og igen kræve udløsning, igen fx ved vold.
Den momentane lettelse voldsmanden kan føle er altså ikke varig, og derfor er - også set fra voldsmandens synsvinkel - denne 'løsning' dårlig og fører ikke til varig lettelse eller ro i sind og krop.
Den varige lettelse og løsning nås ved at individet - eller staten og dens ledere - lærer selvbeherskelse. Og hvis man har udført en voldshandling nås den varige lettelse ikke ved at gentage den onde handling eller udøve en tilsvarende handling, men ved sorg og anger over det onde, man har gjort.
Hvis man behersker trangen til vold - personlig eller statslig - vil trangen efterhånden klinge af og individet får større indre fred eller - mellem stater - fred skabes og gøres stærkere funderet og mere varig.
Lad os betragte et par tilfælde til illustration af disse tanker:
Ikke-vestlige indvandrere eller flygtninge mødes ofte i vestlige samfund med mistro, hån, verbal vold eller andre overgreb. Langsomt bygges en vrede og et had op i nogle af disse forhånede eller chikanerede mennesker, og denne vrede eller dette had kan kræve udløsning i vold.
Omvendt kan vestlige mennesker føle sig stærkt provokeret af den fremmede kultur og den dårlige opførsel - fx vold eller hærværk - som nogle indvandrere eller flygtninge gør sig skyldige i, hvorved der hos nogle indfødte vestlige opbygges en vrede og et had, der også kræver udløsning, fx i form af voldshandlinger.
Eller tag et eksempel mellem stater:
Når krigen forberedes mellem stater, foregår det oftest først ved at en - stadig stigende og fjendtlig - retorik føres mellem de pågældende stater.
Dette kan føre til, at hele befolkningsgrupper begynder at føle vrede og had til den anden stat og dens mennesker - en vrede og et had som kræver udløsning i handling - mellem stater: Krig.
I begge tilfælde - det personlig og det mellemstatslige eksempel - påhviler det de implicerede parter at udvise selvbeherskelse og ikke at lade sig gribe og føre med af den vrede og det had, der truer med at omsættes i vold eller krig.
Ved at handle med vold startes en voldspiral, der kræver stadig nye voldshandlinger, idet mørket vil vedblive at kræve sig omsat i handling: Det samme eller et tilsvarende mørke frister og skaber et vedvarende og måske tiltagende indre pres i individer eller stater.
Et effektivt middel til at lære ikke at lade sig rive med af negative følelser eller hadefuld retorik - og dermed at være med til at stoppe voldsspiralen - er at forstå, at der findes godt og ondt i alle mennesker, og at der findes godt og ondt i alle kulturer og samfund.
Ved at fokusere på det gode i mennesker og i kulturer i stedet for at fokusere på det dårlige, vokser det gode og aftager det onde.
Den forsimplede og sort-hvide retorik (jeg/vi er de gode, de andre er onde) er en form for verbal vold, der ofte går forud for og efterfølges af fysisk vold eller krig.
Det er en pligt for enhver ikke at lade sig rive med af den verbale og fysiske vold og at udvise selvbeherskelse; at tale konflikter ned og ikke op.
At fokusere på det gode i mennesker fører til, at man ikke ønsker at skade andre. Omvendt vil man ofte ønske at skade dem man mener er onde uden at gennemskue, at ens egen vold eller krig, gør os selv onde.
Vi bliver dermed det vi hader og fordømmer.
Den sidste tankerække - at se det gode og smukke i alle mennesker og kulturer og derved få det gode til at vokse og det onde aftage - kan siges at være en nøgle til næstekærlighed og fred. Ved at se på det gode i andre fremelsker vi det gode i stedet for at fremprovokere det onde.
Og er der noget verden har mere brug for, også i dag?
Med Vandrer mod Lyset er det muligt at kaste et måske nyt lys over fænomenet vold. I dette værk siges det således, at mørket kan afpolariseres på to måder:
Enten ved at individet (eller tilføjer jeg staten) handler efter mørket, det onde, eller ved individets sorg og anger over onde tanker eller handlinger.
I det første tilfælde kan det føles som et indre pres når mørket bygger op i os, et pres der kræver udløsning, fx i en voldelig handling. Når handlingen er udført, kan det føles som en lettelse - mørket har givet sit udslag, er blevet afpolariseret.
Men lettelsen er kortvarig. For i næste øjeblik kan et tilsvarende mørke bygge op og igen kræve udløsning, igen fx ved vold.
Den momentane lettelse voldsmanden kan føle er altså ikke varig, og derfor er - også set fra voldsmandens synsvinkel - denne 'løsning' dårlig og fører ikke til varig lettelse eller ro i sind og krop.
Den varige lettelse og løsning nås ved at individet - eller staten og dens ledere - lærer selvbeherskelse. Og hvis man har udført en voldshandling nås den varige lettelse ikke ved at gentage den onde handling eller udøve en tilsvarende handling, men ved sorg og anger over det onde, man har gjort.
Hvis man behersker trangen til vold - personlig eller statslig - vil trangen efterhånden klinge af og individet får større indre fred eller - mellem stater - fred skabes og gøres stærkere funderet og mere varig.
Lad os betragte et par tilfælde til illustration af disse tanker:
Ikke-vestlige indvandrere eller flygtninge mødes ofte i vestlige samfund med mistro, hån, verbal vold eller andre overgreb. Langsomt bygges en vrede og et had op i nogle af disse forhånede eller chikanerede mennesker, og denne vrede eller dette had kan kræve udløsning i vold.
Omvendt kan vestlige mennesker føle sig stærkt provokeret af den fremmede kultur og den dårlige opførsel - fx vold eller hærværk - som nogle indvandrere eller flygtninge gør sig skyldige i, hvorved der hos nogle indfødte vestlige opbygges en vrede og et had, der også kræver udløsning, fx i form af voldshandlinger.
Eller tag et eksempel mellem stater:
Når krigen forberedes mellem stater, foregår det oftest først ved at en - stadig stigende og fjendtlig - retorik føres mellem de pågældende stater.
Dette kan føre til, at hele befolkningsgrupper begynder at føle vrede og had til den anden stat og dens mennesker - en vrede og et had som kræver udløsning i handling - mellem stater: Krig.
I begge tilfælde - det personlig og det mellemstatslige eksempel - påhviler det de implicerede parter at udvise selvbeherskelse og ikke at lade sig gribe og føre med af den vrede og det had, der truer med at omsættes i vold eller krig.
Ved at handle med vold startes en voldspiral, der kræver stadig nye voldshandlinger, idet mørket vil vedblive at kræve sig omsat i handling: Det samme eller et tilsvarende mørke frister og skaber et vedvarende og måske tiltagende indre pres i individer eller stater.
Et effektivt middel til at lære ikke at lade sig rive med af negative følelser eller hadefuld retorik - og dermed at være med til at stoppe voldsspiralen - er at forstå, at der findes godt og ondt i alle mennesker, og at der findes godt og ondt i alle kulturer og samfund.
Ved at fokusere på det gode i mennesker og i kulturer i stedet for at fokusere på det dårlige, vokser det gode og aftager det onde.
Den forsimplede og sort-hvide retorik (jeg/vi er de gode, de andre er onde) er en form for verbal vold, der ofte går forud for og efterfølges af fysisk vold eller krig.
Det er en pligt for enhver ikke at lade sig rive med af den verbale og fysiske vold og at udvise selvbeherskelse; at tale konflikter ned og ikke op.
At fokusere på det gode i mennesker fører til, at man ikke ønsker at skade andre. Omvendt vil man ofte ønske at skade dem man mener er onde uden at gennemskue, at ens egen vold eller krig, gør os selv onde.
Vi bliver dermed det vi hader og fordømmer.
Den sidste tankerække - at se det gode og smukke i alle mennesker og kulturer og derved få det gode til at vokse og det onde aftage - kan siges at være en nøgle til næstekærlighed og fred. Ved at se på det gode i andre fremelsker vi det gode i stedet for at fremprovokere det onde.
Og er der noget verden har mere brug for, også i dag?
Kommentarer
Send en kommentar