Carsten Ploug Olsen

I Vandrer mod Lyset, Ardors Beretning kap. 11 med parallelsted i Kommentaren XI, citeres Jesus af Nazareth for en tale om Guds dobbeltnatur - en Lysets og mørkets Gud - i Det gamle Testamente. Vi kan se sandheden i hans ord ved at betragte forskellige skriftsteder i GT: I 2. Mos. 12 lover Gud Moses og Aron, at Han vil dræbe alle førstefødte blandt egypterne og kvæget og derefter udfører Han det lovede. Alt hvad Gud her gør mod egypterne, gør Han for at vise sin storhed og undere (2. Mos. 11, 9). I 2. Mos. 32, 9-10 truer Gud med at tilintetgøre israelitterne efter åbenbaringen på Sinai Bjerg (2. Mos. 19)  og efter pagtslutningen (2. Mos. 24)  fordi israelitterne allerede igen er veget fra Herrens vej og har lavet en guldkalv, som de tilbeder i stedet for Herren. I 4. Mos. 11, 33-34 slår Gud en mængde israelitter ihjel fordi de har været grådige. Der er mange andre steder i GT hvor denne mørkets Gud åbenbarer sig. Mørkets Gud er også stærkt tilstede i Det nye Testame...

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Der findes ingen retfærdige argumenter for -personlig eller statslig - vold Med Vandrer mod Lyset er det muligt at kaste et måske nyt lys over fænomenet vold. I dette værk siges det således, at mørket kan afpolariseres på to måder: Enten ved at individet (eller tilføjer jeg staten) handler efter mørket, det onde, eller ved individets sorg og anger over onde tanker eller handlinger. I det første tilfælde kan det føles som et indre pres når mørket bygger op i os, et pres der kræver udløsning, fx i en voldelig handling. Når handlingen er udført, kan det føles som en lettelse - mørket har givet sit udslag, er blevet afpolariseret. Men lettelsen er kortvarig. For i næste øjeblik kan et tilsvarende mørke bygge op og igen kræve udløsning, igen fx ved vold. Den momentane lettelse voldsmanden kan føle er altså ikke varig, og derfor er - også set fra voldsmandens synsvinkel - denne 'løsning' dårlig og fører ikke til varig lettelse eller ro i sind og krop. Den varige lettelse ...

En hed sommerdag hvor Solen stod i zenith og sved landskabet gult og støvet, kom pilgrimmen til profeten, knælede og bad: - Sig mig, Mester, hvad skal jeg tro, hvad skal jeg gøre? Jeg har gjort frygtelige ting og tænkt frygtelige tanker, og jeg frygter dommen og straffen. Profeten så mildt på manden og svarede: - Tro på Gud og på dig selv. Følg Hans stemme i dit indre. Han kan vise dig vejen, jeg ikke. - Men stemmen i mig tier. Jeg frygter Guds tavshed mere end Hans vrede. Jeg er fortabt! - Vist ikke! Den Herren elsker meget, tilgiver Han meget. Hvorfor skulle Han ikke også elske dig? - Fordi jeg har syndet mod Hans bud. Jeg er et usselt menneske. Jeg fortjener ikke Hans kærlighed! - Hvis du har syndet mod Hans bud, har du tildækket din indre guddommelige kerne. Du skal så igen afdække den, så den atter bliver synlig for dig. - Men hvordan? - Når du ser på dig selv, ser du så det smukke eller det hæslige? Ser du på det smukke er det som at vande et træ: Det vokser og ...

I Vandrer mod Lyset fremsættes den tanke, at mindreårige børn ikke bør overdrages i fremmedes varetægt til opdragelse og fremmedes omsorg, men at denne opgave som en pligt påhviler forældrene, særligt mødrene. Det er en pligt, siges det, for forældre at skabe et lyst og fredeligt hjem for børnene, og at give sine børn en så god ballast som muligt, så børnene senere kan møde voksenlivets udfordringer og byrder, og så forældrene med god samvittighed kan sige, at hvis børnene fejler som voksne, er det deres eget ansvar. Opgaven med at give børnene åndelige værdier såsom fredskærlighed, ærlighed og sandhedskærlighed påhviler særligt mødrene, mens de materielle værdier og livsfornødenheder primært er fædrenes ansvar. Hvordan lyder disse ord og tanker i dag og om vores samfund? Man snakker meget om ligestilling, om minimumsnormeringer i daginstitutioner for børnenes skyld og om curlingforældre. Derudover har vi legal adgang til provokeret abort. Er disse ting til gavn for børn, og ...

I den traditionelle politiske tænkning og forståelse opdeler man normalt de politiske partier på en højre-venstre linje eller skala, altså en ret linje fra det yderste venstre til det yderste højre. Måske er det mere retvisende at se det politiske spektrum som en cirkel: Fra midterpartierne og udad mod fløjene drejer ideologien og politikken ind mod hinanden og samles på yderfløjene i et fællespunkt for det yderste højre og venstre. Dette fællespunkt er totalitarismen. Men også før fløjene mødes her, udad eller ind mod hinanden i cirklen, optræder der lighedspunkter eller analoge fænomener så respekten for frihed og mennesker gradvist aftager i drejningen ind mod hinanden. 'Systemets' eller herskerens vigtighed tiltager rundt på begge fløje ind mod totatilarismens fællespunkt, og borgerens værdighed og respekten for borgeren aftager i samme bevægelse 'udad' eller rettere rundt i spektret. Andre analoge fænomener for bevægelsen rundt i cirklen er højre- og ve...

I Vandrer mod Lyset kan vi læse, at der siden de jordiske tiders morgen er ført en kamp mellem godt og ondt, lys og mørke: En kamp for at føre mennesker fremad og opad mod Lyset og fra mørkets side en kamp for at hindre lysets fremgang og holde os tilbage i mørket. Og vi ser i samme værk, at denne kamp efter at de ældste begyndte at inkarnere iblandt os betød skabelsen af forhold for os mennesker, som ikke var til gavn for nogen. For nogenlunde at kunne tage kampen op mod især de menneskeliggjorte, inkarnerede ældste måtte de yngste medbringe en styrke, en viden og en indsigt som lå så højt hævet over gennemsnitsmenneskenes forståelse og erfaring, at det man på den måde fra lysets side ønskede at bringe, kun blev noget udvendigt for de fleste, noget ikke selvstændigt tilegnet og erfaret: En visdom og en viden og en etik, som stod milevidt over den almenmenneskelige forståelse. Lad os betragte nogle nyere eksempler på det: Før Nazityskland hærgede Europa og verden, var Tyskl...

Vi er brødre og søstre. Alle skal vi engang mødes med i Paradis. Derfor: Dem vi hader og udrydder i dag, skal vi mødes med og se i øjnene i Paradis i morgen. Derfor: Handl som om du står foran din bror eller søster i Paradis; dvs sådan at intet kommer imellem jer. Hold stien ren. Hvad skiller os fra Paradis? Det gør vores egne fejl. Det vi har forbrudt mod andre ligger som en bunke sten på vejen foran os. For nogle en lille bunke, for andre et bjerg, der helt spærrer for udsynet til målet. Men målet er der ligefuldt. Derfor: Søg at fjerne stenene, og læg ikke nye til. Hvordan fjerner vi stenene, hvordan undgår vi at lægge nye i bunken? Det er helt enkelt: Ved at indrømme og angre vores fejl og bede om tilgivelse, og ved altid at lytte til og følge den indre stemme, samvittigheden. Hvis vi gør det, fjerner vi stenene - en efter en - på vores vej og går ikke vild igen. Og derfor kan vi også hjælpe andre på vej ved at tilgive dem, der har vores tilgivelse behov og ...

Ifølge Vandrer mod Lyset skriver selvopholdelsesdriften sig direkte fra mørket, det onde, og er netop en fællesmenneskelig drift og ikke et individuelt instinkt. Vandrer mod Lyset skelner generelt mellem drifter og instinkter på den måde, at vores drifter er nedlagt i os af vores skabere (de ældste; skaberne af det fysiske legeme, ikke af vores ånd, som er skabt af Gud) og er fælles for alle mennesker, mens instinkter er erhvervet gennem individernes livsførelse og ikke er fælles for alle. At selvopholdelsesdriften skriver sig fra mørket, illustreres for eksempel af situationen omkring flygtningestrømmene i verden i dag: Mennesker der flygter fra krig eller sult handler indlysende primært ud fra selvopholdelsesdriften. Og vi der lever i lande, hvor der heldigvis er fred, kan føle os eksistentielt truede af disse flygtninge, af den fremmede kultur de medbringer og deres blotte antal. Vil de omforme vores samfund, skubbe os ud, overtage vores land, skabe splid og konflikt, kommer...