Gå videre til hovedindholdet

Mayas slør

I en del filosofiske og religiøse traditioner findes ideen om en underliggende eller højeste virkelighed bag sanseverdenens skin og fænomener.

Ideen findes således i hinduismen, buddhismen, taoismen, daoismen og med filosofiske medklange hos Platon (hulebilledet), Plotin (det uudsigelige, uerkendelige Ene grundprincip), Kant (Kritik af den rene fornuft; begrebet 'ding-an-sich' og tings tilsynekomst (Erscheinung), 'das ding-fur-uns';  Kant afviser at vi kan erkende tingen i sig selv eller den egentlige virkelighed bag tilsynekomsterne) og Hegel (der i Åndens fænomenologi efter en længere begrebslogisk bevægelse hævder identitet mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt hvilket skulle føre til den absolutte eller egentlige viden; dvs Hegel åbner - modsat Kant - for muligheden af at erkende den underlæggende virkelighed bag alt).

Hvis vi tager Vandrer mod Lyset som udgangspunkt bliver forståelsen noget klarere i forhold til de nævnte traditioner og værkers ofte vidtløftige tanker, idet vi kan sige at den egentlige og underliggende virkelighed bag 'Mayas slør' (som det kaldes i hinduismen) er den oversanselige verden, lysets verden, og hvis vi spørger til et eneste grundlæggende princip er det lyset, eller mere anskueligt, kærligheden, lysets essens.

 Det Ene princip, den egentlige eller højeste virkelighed er således ikke noget mystisk eller uerkendeligt som kun kan opleves eller erfares efter årelang meditation og askese eller studier, men derimod noget meget almindeligt som alle kender til:

 Kærligheden er tao, det Ene, eller hvad vi nu kalder det; det der er der hele tiden og som gennemtrænger alt og ligger under alt og kærlighedens oprindelse og udspring er Gud.

 (Jeg forstår her tao både i betydningen den evige kraft der gennemstrømmer universet eller verdensaltet og ligger under alt (taoismen; jf Wikipedia, artiklen om taoismen, 31.5. 2019) og i betydningen vejen (ibid) understøttet af 3. Mos. 19, 18 (næstekærlighedsbuddet som senere både Jesus (Matt. 22, 39-40) og Paulus (Rom. 13, 9-10) citerer og hævder som det vigtigste eller højeste eller første bud sammen med kærligheden til Gud; kærligheden som vejen til Gud)).

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere