Gå videre til hovedindholdet

Fader, ske din vilje

Hvad er Guds vilje og hvordan fremmer vi den i verden?

Som med al sandhed kan disse spørgsmål ved første blik synes komplicerede og måske umulige at besvare. Og de kan give rum for endeløse diskussioner og konflikter.

Og dog er det så enkelt: Guds vilje er kærlighed og at vi mennesker søger at elske hinanden (elsk din næste som du elsker dig selv; 3. Mos. 19, 18).

Dette bud kan vel både det søgende, det troende og det gudløse menneske samles om. Jeg tænker at ethvert oprigtigt troende menneske der i håb og tro vender sig mod sin Skaber, under hvilket navn vi end giver Ham, vil kunne godtage buddet og idealet, og at ateisten vil anerkende etikken og rationalet i at elske om ikke andet så ud fra sin egen længsel efter og behov for kærlighed.

Gør mod andre hvad du ønsker andre skal gøre mod dig (Den gyldne Regel).

Så hvis du ønsker at andre skal elske dig, så elsk selv andre mennesker.

Den måde vi bedst kan fremme kærligheden, Guds vilje, i verden er udover det enkelte menneskes indre sans for kærligheden og dens veje, at lade denne indre fornemmelse tegne banen og retningen for sit liv, er at give sig ind under den Almægtige og alkærlige Guds ledelse og værn; at lægge sit liv i Hans hånd og følge den indre stemmes, samvittighedens, ledelse og vejledning.

Derved - idet vi forener verden - søgende, troende og gudløse - i kærlighedens og barmhjertighedens tegn kan vi sammen skabe den fred vi savner og har så hårdt brug for.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst