Gå videre til hovedindholdet

Kants erkendelsesteori og kvantefysikken

Hvis vi betragter Kants erkendelsesteori sammen med kvantefysikken er der nogle lighedspunkter mellem Kants tanker om tingen-i-sig-selv (ding-an-sich) og tingen-for-os (ding-fur-uns) og Heisenbergs usikkerhedsrelation:

Ifølge Kant kan vi ikke vide noget om tingen-i-sig-selv men kun om tingen-for-os, tingen som den kommer til syne for os (Erscheinung).

Tilsvarende hævder kvanteteorien, at iagttageren påvirker det iagttagne; vi kan - idet vi måler på elementarpartiklerne (fx elektroner) - ikke både nøjagtigt kende en elektrons position og hastighed; jo mere nøjagtigt vi vil kende positionen, jo mere unøjagtig bliver målingen af hastigheden og omvendt.

Ligheden mellem de to teorier - eller rettere dele af de to - kan forstås ved at vi siger, at kvanteteoriens indbyggede usikkerhed kun kommer til syne hvis vi måler på fx en elektron.

Hvis ikke vi måler på den og ønsker at bestemme dens position eller hastighed kan det være, at elektronen alligevel til ethvert tidspunkt er på en veldefineret position og med en veldefineret hastighed.

Men vi ved det ikke og kan aldrig vide det. For en afgørelse af spørgsmålet kræver at vi måler på elektronen og så siger Heisenbergs teori at målingen principielt er usikker.

At vi således ikke med sikkerhed kan bestemme fx en elektrons position og dens hastighed, men at det kan være at de er veldefinerede og eksakte når vi ikke måler på dem svarer til Kants idé om tingen-i-sig-selv (når vi ikke måler på elektronen) og tingen-for-os (når vi måler på den).

Hvis disse tanker er rigtige og ikke kun gælder på atomart og subatomart niveau, men også når vi fx søger viden om bevidsthed, følelser, samfund osv fører det til et opgør med ideen om den neutrale iagttager af verden og virkeligheden og at vi ikke kun lever i en probabilistisk verden som kvanteteorien siger, men også at vores viden om den principielt er tilnærmet og aldrig eksakt.

En søgen efter viden fx om bevidsthed ændrer bevidstheden idet bevidstheden er en anden når vi stiller spørgsmål om den da tanken bag spørgsmålet ikke var der før tanken blev tænkt og spørgsmålet stillet.

Generelt (som hypotese): Enhver tanke bag ethvert spørgsmål ændrer os selv og det vi spørger om (fx når vi ved eksperiment spørger naturen om dens grundlæggende love) i kraft af selve spørgsmålet og den følgende iagttagelse (af svaret).

Eller med andre ord: Vi erkender verden som den fremtræder for os, ikke som den er i sig selv.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere