Gå videre til hovedindholdet

Opsats 74; Erkendelsens arkitektur

Hvis De ser til venstre, har De det slot Kant byggede. Kant yndede klarhed og vælde, derfor byggede han i glas.

Slottet er dog temmelig koldt og vinden slår gennem gange og sale - han glemte varmekilden - eller udelod den bevidst ud fra en beregning af hvad varme koster; slottet er som De ser gennemsigtigt og den der tager bolig i det, står nøgen for alles blikke.

Lidt længere nede ad vejen har vi så Hegels underjordiske bunker, skabt til at modstå atomkrig længe før atombomben blev opfundet.

Jeg har selv været inde og kigge, og gangene er knudrede og vidt forgrenede - man farer let vild, og jeg var nær aldrig kommet ud under Solen igen.

Så er der Spinozas bolig - eller som De ser - trædemølle. Han bor der endnu og det er ham De ser løbe grinende fra øre til øre i hjulet.

Og sådan er der så mange måder at bo på. Heidegger, Descartes, Kierkegaard, Popper, Kuhn, Derrida, Locke; ja ja det er et fint og dyrt kvarter hvor kun få har råd til at bo.

Men - på den anden side; hvorfor skulle man også det? De fleste bygninger er saneringsmodne eller bliver det snart.

Jeg medtager med vilje ikke de stakkels pjalter fra det spirituelle slumkvarter; de fortjener kun foragt eller fra et varmere hjerte: Medfølelse.

Lad os lukke op for hanen og skylle alle disse rønner i havet. Eller bedre: Lad os vande dem og give dem næring i karakterens dannelse når kærlighed og varme møder sin skygge.

Se så: Her stikker en gren frem, der vokser en rod, her foldes en gren ud, her åbnes en blomst og døde huse bliver til levende træer.

Det eneste vi behøver, det ene fornødne er dette:

Den der sår god sæd, høster god frugt!

Overlad verden og dens erkendelse til guderne; de har alligevel ikke andet at lave.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...